Kultur

Blå Sol får sin egen festivalsøl – lanceres også i butikker omkring Randers

Ny sommer-ale fra Beard Brew og Randers Bryghus skal sætte smag på årets festival og rammer samtidig haner og butikshylder i lokalområdet.

Søren Greve
Af Søren Greve 24. april 2026

Når Blå Sol-festivalen vender tilbage til sommer, bliver det med en ny lokal specialøl i glasset. Beard Brew og Randers Bryghus har i samarbejde udviklet årets officielle festivalsøl, Blå Sol Sommer Ale, som beskrives som en let og forfriskende sommer-ale i kölsch-stil.

Øllen bliver serveret på fad under festivalen, men bliver også lanceret bredere i Randers-området. Den vil hen over sommeren kunne købes i udvalgte dagligvarebutikker og vil desuden komme på hanerne hos lokale beværtninger.

Skabt til sommer og festival

Ifølge bryggerne er den nye øl udviklet med tanke på lange sommerdage og festivalstemning. Blå Sol Sommer Ale beskrives som lys og sprød med ren maltprofil, let frugtighed og en tør afslutning.

Bag øllen står brygmester Jonas Jacobsen fra Randers Bryghus og Morten Fogdahl-Wiese fra Beard Brew, som begge glæder sig over resultatet.

“Vi har ønsket at skabe en øl, der passer perfekt til festivalstemningen – let, frisk og med høj drinkability, men stadig med karakter. Det er en øl, man har lyst til at vende tilbage til.”

Første dåseøl fra Randers Bryghus

Den nye festivalsøl markerer samtidig en særlig milepæl for Randers Bryghus. Blå Sol Sommer Ale bliver nemlig bryggeriets første øl på dåse.

Det betyder, at øllen ikke kun bliver en festivaloplevelse, men også kan købes i 44 cl dåser i butikkerne.

Lokal forankring betyder meget

Hos Blå Sol lægger man vægt på, at årets festivalsøl er udviklet lokalt og i samarbejde med lokale aktører.

“Det betyder meget for os at kunne præsentere en øl, der er skabt lokalt og specifikt til Blå Sol. Samarbejdet med Beard Brew og Randers Bryghus er med til at styrke den lokale forankring, som er en vigtig del af festivalens DNA. Derfor glæder vi os over at Blå Sol øllen kommer til salg i flere steder omkring Randers både før og efter festivalen. Og vi glæder os til at vores frivillige bartendere i lidt under halvdelen af vores barer på festivalen skal skænke den her øl til vores gæster,” siger Vivi Schlägelberger fra Blå Sol.

Med den nye festivalsøl får sommerens festival dermed endnu et lokalt særpræg – både på festivalpladsen og rundt omkring i Randers.