Kultur

Blå Sol deler festivaloverskud ud til lokale fællesskaber

Overskuddet fra sidste års festival på Nordre Fælled i Randers går nu til foreninger og initiativer i lokalområdet

Søren Greve
Af Søren Greve 18. maj 2026

Overskuddet fra sidste års Blå Sol er nu blevet uddelt til en række lokale foreninger og initiativer i og omkring Randers.

Festivalen, der sidste sommer samlede tusindvis af mennesker til musik og fællesskab på Nordre Fælled, drives som en nonprofitorganisation af frivillige. Målet er ikke kun at skabe en festival, men også at give noget tilbage til lokalsamfundet.

Støtter unge, kultur og fællesskaber

Blå Sol støtter især tre hovedområder: udsatte unge, brugere af Nordre Fælled samt musik og scenekunst.

Blandt modtagerne af årets uddeling er Kirkens Korshær, Natteravnene Randers, Husrum, SwimTeam Neptun, Randers Politiorkester, Sct. Clemens Spejderne og FDF-spejderne.

Festivalen oplyser ikke de enkelte støttebeløb, men understreger, at pengene går til projekter, der skaber fællesskab og aktiviteter for børn, unge og voksne i lokalområdet.

Festivalleder: Vi giver tilbage til byen

For Blå Sol er uddelingen en central del af festivalens idégrundlag.

“- Vi er enormt stolte af at kunne give noget tilbage til det lokalsamfund, som festivalen selv er rundet af. Det er hele idéen bag Blå Sol, at fællesskabet omkring festivalen også kan være med til at styrke fællesskaber i byen, siger Vivi Schlägelberger, festivalleder i BLÅ SOL.”

Arrangørerne ser samtidig uddelingen som en milepæl for festivalen.

“- Når vi nu kan give overskuddet videre til lokale foreninger, føles det lidt som at nå hele vejen rundt. Festivalen bliver skabt af lokalsamfundet – og nu giver vi tilbage til det igen.”

Her går overskuddet hen

Overskuddet fra Blå Sol går blandt andet til et kontingentfrit boksefællesskab hos Combat Boxing Vestervang, familieaktiviteter og havefællesskab hos Kirkens Korshær samt tufting-aktiviteter i SAMforeningen.

Natteravnene Randers får støtte til SafeHouse/SafeSpot for unge i nattelivet, mens Strømmen får støtte til naturfaglige aktiviteter. Husrum får støtte til sociale og kreative arrangementer.

SwimTeam Neptun modtager støtte til fællesskaber for blandt andet para- og solsikke-svømmere, og Randers Politiorkester får støtte til en øvedag med professionelle musikere.

Også Randers Jernbaneorkester, Sct. Clemens Spejderne og FDF-spejderne er blandt modtagerne. De får støtte til henholdsvis koncerter på plejehjem, jubilæumsaktiviteter og transportvogne til friluftsaktiviteter.

Vender tilbage i juni

Med uddelingen er overskuddet fra sidste års festival sendt videre til nye lokale formål.

Blå Sol vender tilbage til Nordre Fælled i Randers den 6. juni 2026.