

Bil fyldt med stoffer og lattergas stoppet på Århusvej
RandersMandag 6. februar 2023 kl. 19:00

.
Ransagede bil og fandt stoffer, kniv og lattergas
En patrulje på Århusvej i Randers NØ standsede søndag kl. 23.50 tre mænd i en bil, som viste sig at indeholde en del ulovlige effekter.
Da betjentene kom hen til bilen, lugtede det af hash, og den 22-årige mandlige fører virkede påvirket. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel.
Patruljen fik mistanke til, at der var stoffer i bilen, og den blev derfor ransaget, og føreren og de to passagerer på 24 og 25 år blev visiteret.
I bilen fandt betjentene flere salgsposer med kokain, et par joints, nogle ulovlige piller, en kniv og en 2 kilos lattergasflaske. Derudover havde den ene af mændene nogle tusinde kroner i kontanter på sig.
Det hele blev beslaglagt, og de tre mænd blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Den 25-årige blev sigtet for at have besiddet kniven.
Lattergasflasken er ikke ulovlig at besidde, men da den ikke var fastspændt og umiddelbart ikke blev transporteret sikkerhedsmæssigt forsvarligt, kan den 22-årige formentligt også se frem til en sigtelse for ikke at overholde reglerne for transport af farligt gods.
© Copyright 2023 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |
Randers