Bil fyldt med stoffer og lattergas stoppet på Århusvej

6. februar 2023
Bil fyldt med stoffer og lattergas stoppet på Århusvej

.
Ransagede bil og fandt stoffer, kniv og lattergas

En patrulje på Århusvej i Randers NØ standsede søndag kl. 23.50 tre mænd i en bil, som viste sig at indeholde en del ulovlige effekter.

Da betjentene kom hen til bilen, lugtede det af hash, og den 22-årige mandlige fører virkede påvirket. Han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel.

Patruljen fik mistanke til, at der var stoffer i bilen, og den blev derfor ransaget, og føreren og de to passagerer på 24 og 25 år blev visiteret.

I bilen fandt betjentene flere salgsposer med kokain, et par joints, nogle ulovlige piller, en kniv og en 2 kilos lattergasflaske. Derudover havde den ene af mændene nogle tusinde kroner i kontanter på sig.

Det hele blev beslaglagt, og de tre mænd blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Den 25-årige blev sigtet for at have besiddet kniven.

Lattergasflasken er ikke ulovlig at besidde, men da den ikke var fastspændt og umiddelbart ikke blev transporteret sikkerhedsmæssigt forsvarligt, kan den 22-årige formentligt også se frem til en sigtelse for ikke at overholde reglerne for transport af farligt gods.