Dyrlæger og veterinærsygeplejersker er i stor risiko for at blive bidt i forbindelse med deres arbejde. En ny undersøgelse fra DDD viser, at der er en høj infektionsrisiko og alvorlige konsekvenser, hvis bidskader ikke behandles korrekt. Undersøgelsen indikerer også en mangel på en ensartet tilgang og seriøsitet til behandling af bidskader inden for det danske sundhedsvæsen.
Hanne Knude Palshof, formand for DDD, understreger vigtigheden af hurtig og korrekt behandling af bidskader.
– Dyrlægerne fortæller blandt andet, at mange læger ikke er klar over, hvor lumsk et kattebid kan være og hvor stor infektionsrisikoen er. Derfor er det altafgørende, at der informeres meget tydeligt om dette, så den rette behandling kan gives og hurtigt, udtaler DDD-formanden.
Hun erkender, at det er svært at finde den rette balance mellem at forebygge infektion og undgå unødvendig brug af antibiotika.
– Men det er afgørende at sikre, at hvert bidsår bliver behandlet korrekt for at undgå betydelige komplikationer, tilføjer hun.
Manglende viden om infektionsrisikoen
DDDs undersøgelse understreger behovet for ensretning af behandlingsanbefalinger på tværs af sundhedssektoren og øget opmærksomhed omkring infektionsrisikoen.
Manglen på statistik om bidskader inden for veterinærbranchen er også bekymrende. Mens Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kun registrerede 35 skader som følge af bid, spark mv. fra dyr i 2023, peger DDDs undersøgelse på, at 9 ud af 10 dyrlæger har været udsat for bid inden for en 5-årig periode.
Infektionsrisikoen efter bidskader er betydelig, især fra kattebid, hvor risikoen er helt op til 80 %.
Mere fokus på behandling
DDDs undersøgelse afslører desværre mangler i behandlingen, herunder uenighed om profylaktisk antibiotikabehandling. DDD ser derfor et stort behov for nationale anbefalinger for behandling af bidskader og et større fokus hos lægefaglige på risikoen for infektion og komplikationer.
– Enhver tvivl bør altid komme patienten til gode. Det er ikke kun veterinært personale, der risikerer alvorlige konsekvenser, hvis bidskader ikke behandles korrekt. Det gælder alle, der bliver bidt af et dyr. Derfor er det på tide, at sundhedsvæsnet handler nu, fastslår Hanne Knude Palshof.
Læs mere: Bidskader fra dyr skal tages alvorligt i sundhedsvæsnet
Undersøgelsens resultater
427 fagpersoner deltog i undersøgelsen i perioden juli til oktober 2023.
76 % af deltagerne var dyrlæger eller veterinærsygeplejersker med mere end 5 års erfaring.
89 % af deltagerne blev bidt mindst én gang inden for de seneste 5 år.
58 % af bid stammede fra katte, mens 39 % var fra hunde.
46 % søgte praktiserende læge, 30 % tog på skadestuen.
77 % af dem, der søgte læge/skadestue, fik ordineret antibiotikaprofylakse, mens 22 % fik renset sårene.
21 % oplevede komplikationer, heraf havde en tredjedel ikke fået antibiotika.
Amoxicillin/clavulansyre og phenoxymethylpenicillin var de mest anvendte antibiotika.