Erhverv

Begyndte i Hobro og var med til at åbne Føtex i Randers: Nu fejrer Ketty 40 år i Salling Group

Ketty Bibi Hansen har været en del af Føtex i fire årtier. Undervejs har hun blandt andet været med til at åbne varehuset på Mariagervej i Randers og oplevet en markant udvikling i danskernes indkøbsvaner.

Søren Greve
Af Søren Greve 15. juli 2026

Den 1. august kan Ketty Bibi Hansen fejre et særligt jubilæum. Det er nemlig 40 år siden, hun blev ansat i Føtex, hvor hun begyndte sin karriere i varehuset i Hobro.

Kort tid efter gik turen videre til Føtex på Mariagervej i Randers, hvor hun var med til at åbne varehuset. Siden har hun arbejdet i flere føtex-varehuse rundt om i landet, inden hun for 25 år siden blev en del af Føtex på Nørrevænget i Silkeborg, hvor hun fortsat arbejder i grøntafdelingen.

Var med fra begyndelsen i Randers

For kunderne i Randers er Ketty Bibi Hansen et kendt ansigt fra de første år i Føtex på Mariagervej. Dengang var detailhandlen en helt anden end i dag.

Hun begyndte oprindeligt som kundevejleder i køleboksen ved slagterafdelingen i Hobro, hvor opgaven blandt andet var at dele opskrifter ud og hjælpe kunderne. Kort efter skiftede hun funktion og blev en del af holdet, der skulle være med til at åbne det nye varehus i Randers.

Siden har karrieren også budt på arbejdspladser i Brønderslev, Skive og Herning.

Solgte containervis af kinakål

Når Ketty Bibi Hansen ser tilbage på de seneste 40 år, er det især udviklingen i danskernes madvaner, der springer i øjnene.

Dengang stod de lokale grøntchefer selv for indkøb hos grossisterne uden hjælp fra salgsstatistikker eller avancerede it-systemer.

– Vi kiggede i kundernes indkøbsvogne for at se, hvad der blev solgt mest af, og så købte vi ind med følelser så at sige. Hver dag solgte vi en containerfuld af kinakål, i dag sælger vi måske en kasse om ugen, og vi har jo massevis af forskellige salater i dag – sådan var det slet ikke dengang, fortæller Ketty Bibi Hansen.

Hun husker også en tid, hvor alle varer blev prismærket med prispistol, og hvor skiltene i butikken blev skrevet i hånden af en skilteskriver.

Havde aldrig regnet med 40 år

Da Ketty Bibi Hansen begyndte i Føtex som 25-årig, havde hun ikke forestillet sig, at det skulle blive en livslang karriere.

– Da jeg begyndte i Hobro, havde en af kantinedamerne 25-års jubilæum, og jeg lovede mig selv, at det skulle jeg aldrig have, men nu er der gået 40 år, siger den 65-årige med et grin.

Hun fortæller, at udviklingen, tempoet og kulturen i virksomheden fortsat motiverer hende, og hun har endnu ikke besluttet, hvornår arbejdslivet skal slutte.

Hyldes af kollegerne

Frugt- og grøntchef i Føtex Nørrevænget i Silkeborg, Rene Høj Porup, lægger ikke skjul på, hvor stor betydning jubilaren har haft gennem årene.

– Hun er en fantastisk kollega, brænder virkelig for sit arbejde og sætter en kæmpe ære i at levere en god indsat hver eneste dag. Hun er en af de allerdygtigste og bedste kolleger, jeg nogensinde har haft. Der er ingen tvivl om, at Ketty Bibi Hansen gør en forskel hver dag, og hun er utrolig vellidt i hele huset. Hun har skabt nogle fantastiske resultater gennem alle årene, og så er hun dybt loyal, siger han.

Jubilæet bliver fejret den 4. august, hvor Ketty Bibi Hansen bliver hentet hjemme i Bjerringbro i limousine efter Salling Groups tradition. Herefter venter en reception og hyldest fra kollegerne i Føtex på Nørrevænget i Silkeborg.