Nyheder

Bedste resultat i 15 år for Verdo

Kommercielle aktiviteter bidrager med 70 procent

Redaktion
Af Redaktion 21. maj 2019

Et overskud på 85 mio. kroner før skat er det bedste resultat i 15 år for Verdo, som henter størstedelen af overskuddet fra sine kommercielle aktiviteter.

Verdo havde i 2018 en omsætning på 2,4 milliarder kroner, hvilket er på samme niveau som omsætningen i 2017. Driftsresultatet målt på EBITDA blev på 261 mio. kroner, mens resultatet før skat blev på 85 mio. kroner det bedste i 15 år. Det var hovedpunkterne, da regnskabet blev præsenteret og godkendt af Verdo’s repræsentantskab mandag aften.

Den samfundsøkonomiske højkonjunktur samt fokus på reduktion af omkostninger har haft positiv afsmitning på resultatet.

Det er især indtjeningen på Verdo’s kommercielle aktiviteter rekordhøje 59 mio. kroner som bidrager til overskuddet. Det kommer Verdo’s forbrugskunder til gode i kraft af konkurrencedygtige priser, og Verdo satte i 2018 blandt andet varmeprisen ned for tredje år i træk.

“Verdo’s kommercielle aktiviteter står for 70 procent af det samlede resultat, og det er vi stolte af, for det er kernen i vores forretningsmodel. Vi driver kommerciel forretning, så vi kan benytte dele af overskuddet fra de kommercielle aktiviteter til at tilbyde konkurrencedygtige priser på

el-, vand og varme. Det kommercielle overskud viser, at der er positive synergier ved at fokusere på både kommercielle og regulerede forretningsområder,” siger Torben Høeg Bonde, bestyrelsesformand i Verdo.

Verdo står stærkere end nogensinde

I det kommende år vil energikoncernen fokusere forretningen yderligere og investere i grøn energi – især fjernvarme, men også teknisk infrastruktur, det vil sige vej- og gadebelysning.

“Verdo er økonomisk set en bundsolid virksomhed, og vi står stærkere end nogensinde. Den position vil vi udbygge i de kommende år ved at investere i hele værdikæden inden for grøn fjernvarme samt at konsolidere vores førerposition inden for belysning,” siger konstitueret administrerende direktør i Verdo, Morten Birch.