Natur

Arbejdet er officielt i gang med Vilstrup Skov – 215 hektar ny skov skal styrke natur, klima og drikkevand i Randers

De første spadestik til en ny, stor bynær skov ved Vilstrup er nu taget. Randers Kommune, Verdo Vand og Naturstyrelsen har i fællesskab sat gang i etableringen af Vilstrup Skov – et projekt, der både skal styrke naturen, lagre kulstof og beskytte fremtidens drikkevand.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 15. november 2025

Med plantningen af de første træer er forvandlingen af 215 hektar jord syd for Randers Fjord begyndt. Området bliver i de kommende år omdannet til et grønt åndehul for borgere i Randers og omegn.

Ambitiøse mål for skov og drikkevand

Den nye skov er et af de første statslige skovrejsningsprojekter under Grøn Trepart. For borgmester Torben Hansen markerer dagen et betydningsfuldt skridt i kommunens klima- og naturindsats.

“Randers Kommune har lagt en ambitiøs skovrejsningsstrategi. Hver hektar ny skov er et skridt tættere på målet, og med dette samarbejde har vi taget et stort skridt fremad, der ikke bare handler om træer og natur. Det handler om at sikre vores natur og vores drikkevand for fremtidige generationer,” siger han.

Vilstrup Skov placeres i et af de vigtigste vandindvindingsområder for Vilstrup Vandværk. Her skal træerne fremover være med til at beskytte grundvandet mod forurening og sikre rent drikkevand til borgerne.

Et grønt bælte på vej

Skovrejsningen bygger på et tæt samarbejde mellem Randers Kommune, Naturstyrelsen og Verdo Vand. De 215 hektar er dog kun begyndelsen. Visionen er, at skoven over tid kan vokse til omkring 450 hektar og skabe et grønt bælte mellem fjorden, Romalt, Assentoft og Paderup.

Projektet er samtidig en vigtig brik i Randers Kommunes mål om at fordoble kommunens skovareal og etablere 9.000 hektar klimaskov inden 2050. Vilstrup Skov bringer kommunen tættere på målet om et samlet skovområde på mere end 8.700 hektar.

Et nyt åndehul for hele Randers

Når skoven står færdig, vil borgerne få et nyt rekreativt område tæt på byen – et sted, hvor natur, klimaindsats og beskyttelse af drikkevandet går hånd i hånd. Arbejdet fortsætter de kommende år, hvor plantningen af nye træer gradvist vil forme fremtidens Vilstrup Skov.

Læs også: Ny bynær kæmpe skov på størrelse med 300 fodboldbaner, skal beskytte drikkevandet i Randers