Kultur
Anja Tofthøj Warrer bliver ny bibliotekschef i Randers Kommune
Den 52-årige randrusianer tiltræder 1. april og får ansvar for både bibliotekerne, Bogbussen, Fritidscenteret og Helligåndshuset
Randers Kommune har fundet sin nye bibliotekschef. Fra 1. april 2026 tiltræder Anja Tofthøj Warrer som ny chef for Randers Bibliotek. Hun kommer fra en stilling som områdeleder på det sociale myndighedsområde i Randers Kommune og har tidligere arbejdet både på beskæftigelsesområdet, som underviser og som leder i det private erhvervsliv.
Ifølge pressemeddelelsen blev hun tiltrukket af stillingen på grund af sin personlige interesse for litteratur og kultur og muligheden for at gøre en forskel for mange mennesker.
Vil bygge videre på bibliotekets rolle
Anja Tofthøj Warrer peger på biblioteket som en vigtig institution i samfundet, både når det gælder oplysning og trivsel.
”Biblioteket spiller en bred oplysningsrolle i samfundet og har desuden et stort potentiale for at gøre en forskel for menneskers trivsel. Jeg ser blandt andet frem til at arbejde med bibliotekets rolle i Fremtidens Randers og derudover bygge videre på alle de gode tiltag, der allerede er i gang på Randers Bibliotek,” siger Anja Tofthøj Warrer.
Hun kommer til at stå i spidsen for 56 medarbejdere og får samtidig ledelsesansvaret for alle kommunens biblioteker samt Bogbussen, Fritidscenteret og Helligåndshuset.
Læs også:
Kender bibliotekerne som bruger
Den nye bibliotekschef har boet i Randers i mere end 30 år og har ifølge pressemeddelelsen været fast bruger af flere af kommunens biblioteker gennem livet, blandt andet i Langå, Kristrup, Dronningborg og på Hovedbiblioteket.
”Biblioteket har været en vigtig faktor i mit liv, siden jeg var en lille pige, der byttede bøger igen og igen på det lokale bibliotek. Som voksen har jeg brugt flere af bibliotekets kulturelle tilbud, og jeg glæder mig til at forene min personlige interesse med mit professionelle virke,” siger Anja Tofthøj Warrer.
Ser også kunstig intelligens som en opgave
Blandt de opgaver, hun allerede nu peger på, er bibliotekernes rolle i forhold til kunstig intelligens. Her mener hun, at bibliotekerne har en vigtig opgave i at hjælpe brugerne med at anvende teknologien på en fornuftig måde.
”Biblioteket spiller en vigtig rolle for mennesker under uddannelse, og med de nye muligheder for at benytte AI, har vi en forpligtelse til at beskæftige os med, hvordan det kan integreres samtidig med, at vi bibeholder vores selvstændige tankegang,” understreger Anja Tofthøj Warrer.
Anja Tofthøj Warrer er 52 år og bor i Randers med sin mand. Parret har to voksne sønner.
Læs også: