Nyheder
Ambulancerne i Region Midtjylland holder sjældnere stille
Mere mandskab og flere elever giver markant mere driftstid på regionens ambulancer
Markant fald i nedetid
Region Midtjyllands ambulancer er i år markant mere på vejene end sidste år. En ny opgørelse fra Præhospitalet viser, at ambulancerne i 2025 i gennemsnit kun er ude af drift 2,99 procent af tiden. I 2024 lå den gennemsnitlige nedetid på 7,29 procent.
Det betyder, at beredskabet samlet set er mere tilgængeligt for borgerne, og at ambulancerne i højere grad kan være klar til akutte opgaver.
Læs også:
Rekruttering og flere elever bag udviklingen
Ifølge regionen skyldes forbedringen især, at det er lykkedes både at fastholde og rekruttere flere medarbejdere til ambulancetjenesten. Samtidig har en målrettet indsats for at uddanne flere ambulanceelever givet resultat, fordi flere nu er færdiguddannede og tager plads i bilerne.
“Vi er kommet langt, og jeg glæder mig over, at det politiske fokus på også at øge antallet af elevpladser har skabt resultater. Vi fortsætter det gode arbejde, så vi også i de kommende år har et robust og godt bemandet beredskab til glæde for borgerne,” siger Susanne Buch (SF), formand for udvalg for nære sundhedstilbud.
Stadig enkelte ledige stillinger
Selvom billedet er markant forbedret, er beredskabet endnu ikke helt oppe på fuld bemanding. Præhospitalet mangler i øjeblikket omkring 10 medarbejdere i ambulanceafdelingen for at være på det niveau, der vurderes optimalt i forhold til opgaverne.
“Det er et område, vi også i fremtiden skal følge tæt politisk. Jeg glæder mig over, at når ambulancerne er mere i drift, betyder det kortere ventetid og større tryghed for borgerne. Det er en tydelig forbedring, og derfor er det positivt at se, at vores indsatser giver resultater,” siger næstformand i udvalget, Louise Høeg (V).
Næsten fuld bemanding i sigte i 2026
Der er dog udsigt til yderligere forbedringer i de kommende år. Flere elever i regionen er nemlig på vej til at afslutte deres uddannelse som ambulancebehandlere, og de forventes at styrke bemandingen yderligere.
“Vi forventer at få stort set fuld bemanding i løbet af 2026. Det skyldes især, at vi har gennem de seneste år har uddannet mange dygtige elever, som nu bliver færdige med deres uddannelse til ambulancebehandler. Og så skal vi selvfølgelig fortsætte vores indsats for at gøre Præhospitalet til et endnu mere attraktivt sted at arbejde og skabe karriere,” siger ambulancechef Jan Kjær Madsen.
Flere paramedicinerbiler øger behovet
Samtidig er der nye opgaver på vej, som kræver endnu flere hænder. I år er der startet nye paramedicinerbiler op i Randers og Herning, og i 2026 kommer Horsens også med.
“I år har vi startet nye paramedicinerbiler op i Randers og Herning. Næste år kommer Horsens til. Det kræver flere medarbejdere, og derfor er jeg også meget tilfreds med, at vi nu kun har en halv snes ledige stillinger, for det gør det lettere at sikre en stabil drift,” siger Jan Kjær Madsen.
Samlet peger udviklingen på et styrket præhospitalt beredskab i Region Midtjylland – med kortere ventetider og større tryghed for borgerne som det mærkbare resultat.
Læs også: