Kultur
Alt det vi ikke siger – om unge og SoMe
Som mennesker vil vi gerne vise os fra den bedste side. Vi vil ses, elskes og accepteres. Engang målte vi os med dem omkring os – klassekammeraterne, naboen eller dem nede i svømmehallen. Med de sociale medier sammenligner vi os ikke længere kun med dem vi omgås – vi sammenligner os med hele verden. En bombe af retoucheret virkelighed, som gør det nærmest umuligt, at leve op til forventningen om det perfekte liv.
Afgangsforestillingen fra Randers Teaters Talentskoles Grundhold hedder Alt det vi ikke siger og tager udgangspunkt i denne nye virkelighed. Stykket består blandt andet af en række tekster skrevet af nogle af eleverne selv. Skuespiller og dramatiker Lilje Windbirk, der har været holdets primære underviser, har redigeret, skrevet til og samlet materialet til forestillingen, som nu præsenteres af 16 skuespillerelever fra Grundholdet.
Jeg fik sådan lyst til at kradse lidt i lakken. For hvad gemmer der sig egentlig bag de blankpolerede overflader? Det har eleverne skrevet nogle skønne, genkendelige og ind imellem også morsomme tekster om. Forestillingen spejler lidt af det, som vi skjuler og tager livtag med den se-mig-kultur, som vi konstant navigerer i, siger Lilje Windbirk.
Eleverne på Grundholdet er mellem 16 og 30 år og har modtaget skuespillerundervisning på Randers Teater en gang om ugen siden september 2023.
Grundholdets afgangsforestilling Alt det vi ikke siger spiller på Randers Teater den 3. og 4. juni kl. 19.30. Billetter er gratis og kan hentes på teatrets hjemmeside.