.
Mødecafé på vej
Iben Sønderup, 51 år fra Langå, fik hjernerystelse i januar 2018 og blev i flere måneder sat ud af spillet. Nu står hun og Hjernerystelsesforeningen i spidsen for at få flere aktiviteter til Randers, der kan hjælpe hjernerystelsesramte.
Iben Sønderup står i spidsen for et samarbejde med Hjernerystelsesforeningen om et online netværksmøde onsdag den 20. januar kl. 17.00 for hjernerystelsesramte.
Netværksmødet vil blive efterfulgt af flere aktiviteter, som gåture og en mødegruppe i Randers med det formål, at ramte kan møde andre og videndele om gode erfaringer i forbindelse med hjernerystelse.
Iben har altid været meget engageret og vant til at have mange bolde i luften. Lige indtil hun i januar 2018 faldt og slog hovedet og fik hjernerystelse. Det betød, at Iben i flere måneder var sygemeldt og stærkt påvirket af sin hjernerystelse.
“Jeg var meget lysfølsom og kunne ikke holde til at være ude i lyset eller kigge på en skærm. Jeg havde fået utrolig lidt information fra sundhedsvæsenet om hjernerystelse – der var faktisk ikke rigtigt nogen tilbud til hjernerystelsesramte. Man føler sig meget alene, fordi man skal finde ud af det hele selv.”
Iben opsøgte selv en fysioterapeut og en neurooptometrist, der yder samsynstræning, og det hjalp, så hun i dag er stort set symptomfri. Lige siden har Iben, som byrådsmedlem i Randers, haft hjernerystelse som en mærkesag og kæmper for flere tilbud til ramte i Randers.
“Det er utroligt vigtigt, at der kommer tilbud til ramte, så man kan få mere viden og være i et positivt fællesskab med andre, der ved hvordan man har det. Jeg ville ønske, at jeg selv havde haft mere viden og nogle andres erfaringer at trække på”.
Hjernerystelsesforeningen: lokale tilbud er vigtige
Det synspunkt bakkes op af sekretariatschef Nicolai Aaen fra Hjernerystelsesforeningen. “Vi har et stort fokus lige nu på at skabe lokale tilbud, fordi vi faktisk oplever, at det gør en kæmpe forskel for ramte at møde andre i samme situation. Både for at kunne dele vigtig viden men også for at møde forståelse, inspiration til bedring og være i et fællesskab, der rummer ens begrænsninger.
Netværksmødet har det formål, at deltagerne kan møde hinanden og komme med ønsker til aktiviteter. Vi har desuden erfaring med, at ramte får det bedre af at opholde sig i naturen, og derfor har vi også arrangeret en fælles gåtur”.
Netværksmøde med fokus på samsynsproblemer
Samsynsproblemer er en udbredt følgevirkning af hjernerystelse. På netværksmødet, der vil foregå online grundet coronarestriktioner, vil neurooptometrist Mogens Henriksen fortælle om samsynsproblemer og behandling, og deltagerne vil også få mulighed for at komme med idéer til aktiviteter. Der vil tages hensyn med flere pauser, og det er ikke et krav at kigge direkte i skærmen hele tiden.
Efter netværksmødet er der planlagt en faciliteret gåtur d. 27. januar og en fast mødegruppe med opstart i marts. For tilmelding til netværksmødet og Hjernerystelsesforeningens aktiviteter skriv til kontakt@hjernerystelsesforeningen.dk