Nyheder
Afstemning i Region Midtjylland: Vær med til at skabe tryghed, hvor du bor
Hvad synes DU, at vi skal arbejde for i dit lokalområde?
Alle skal kunne færdes trygt online. Flere fællesskaber for ældre. Eller et ungeliv uden nikotin og tobak. TryghedsGruppens regionale råd i Region Midtjylland vil gerne høre medlemmernes ønsker til, hvad TrygFonden skal sætte særligt fokus på i arbejdet med at skabe mere tryghed i det midtjyske.
Hvad er særligt vigtigt i forhold til at skabe tryghed i dit lokalområde? Det skal cirka 317.000 borgere i Region Midtjylland være med til at pege på inden 1. september. Resultatet af afstemningen og ikke mindst den efterfølgende indsats vil komme alle i regionen til gode.
Det er TryghedsGruppens regionale råd i Region Midtjylland, der ønsker input til, hvor de særligt skal lægge kræfterne for at skabe mere tryghed.
– I TrygFonden arbejder vi for at skabe mere tryghed i vores region, fordi vi mener, at tryghed er kernen i et godt liv. Hvert år uddeler vi midler til både små og store tryghedsskabende projekter, og nu ønsker vi at høre vores mange tusinde medlemmer i Midtjylland, hvad DE synes, at vi skal fokusere særligt på. Og når temaet er valgt, håber vi meget, at alle regionens borgere vil have lyst til at engagere sig og bidrage til indsatsen, så vi sammen kan skabe mere tryghed i vores region, siger Marianne Kristensen, formand for TryghedsGruppens regionale råd i Region Midtjylland.
Alle, der er bosiddende i Region Midtjylland og medlem af TryghedsGruppen, kan deltage i afstemningen og dermed være med til at bestemme, hvorvidt TrygFonden skal sætte særligt fokus på:
At alle skal kunne færdes trygt online
150.000 personer i Danmark mellem 16 og 74 år bliver hvert år udsat for it-kriminalitet, fx misbrug af betalingskort, identitetstyveri og hadefulde ytringer. Samtidig er der store mørketal forbundet med børn og unges digitale sikkerhed og tryghed.
At skabe flere fællesskaber for ældre
Cirka 23.000 ældre i Midtjylland er ensomme, og det går ud over deres trivsel og mentale sundhed.
Eller at sikre et ungeliv uden nikotin og tobak
I Region Midtjylland er 1 ud af 14 unge mellem 16 og 24 år enten daglige eller lejlighedsvise rygere. Mange fortsætter som voksne, og rygningen ender ofte med sygdom og koster mange livet. Næsten 9 ud af 10 unge vil dog gerne holde op med at ryge.
Afstemningen foregår frem til og med fredag den 1. september. Alle, der er kunder i Tryg, Alka eller en af Trygs samarbejdspartnere, er medlem af TryghedsGruppen og kan deltage i afstemningen, der foregår på www.tryghed.dk/midt.
Resultatet af afstemningen vil blive offentliggjort i efteråret, hvorefter TryghedsGruppens regionale råd begynder arbejdet med at gøre en særlig indsats på det valgte område, bl.a. i samarbejde med lokale kræfter. Det tema, medlemmerne vælger, vil fortsætte med at have et særligt fokus de kommende fem år frem til næste repræsentantskabsvalg i Region Midtjylland.
Hvem er TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland?
TrygFondens regionale råd i Midtjylland består af 16 demokratisk valgte kandidater. Sammen med repræsentanterne fra de øvrige fire regioner i Danmark udgør de TryghedsGruppens øverste myndighed, repræsentantskabet, som bl.a. har indflydelse på de midler, TrygFonden hvert år uddeler til adskillige landsdækkende og regionale projekter og aktiviteter, der har til formål at skabe mere tryghed i Danmark.
Sådan stemmer du
Gå ind på www.tryghed.dk/midt og afgiv din stemme. Her kan du også læse nærmere om baggrunden for udvælgelsen af de tre temaer, der stemmes om. Alle, der bor i Region Midtjylland og er kunder i Tryg, Alka eller en af Trygs samarbejdspartnere, kan deltage i afstemningen, der forløber frem til fredag den 1. september.
TryghedsGruppen er den største aktionær i forsikringsselskabet Tryg og står bag TrygFonden. TryghedsGruppen udbetalte bonus til sine medlemmer på godt 1,1 mia. kr. i 2022 og har i år almennyttige uddelinger for 680 millioner kroner. 1,4 mio. danskere er medlemmer af TryghedsGruppen, heraf 317.000 i Region Midtjylland.
Læs også: