Nyheder

Affaldschefen: Luk posen

Redaktion
Af Redaktion 19. august 2015

For husstandene med plastikskraldespande vil den største ændring være, at der ikke længere vil være poser (foring) i plastikskraldespandene.

Poserne har været nærmest umulige at sætte på i blæsevejr, og er tit og ofte gledet ned i bunden af beholderene, så de ikke har gjort nytte. Når de har gjort nytte, har de til gengæld også tit og ofte siddet fast under tømningen, så skraldemanden har været i risiko for at indånde bakteriefyldt luft, når han hev den fri. Derfor er posen nu sparet væk.

Affaldschef Jørgen Niemann har derfor et råd til kommunens borgere:

Luk affaldsposen med en knude eller en snor, inden du smider den i skraldespanden, så undgår du det værste svineri i skraldespanden.

Som noget nyt vil beholderne til dagrenovation og organisk affald (når indsamlingen af det er rullet ud) blive spulet to gange om året, men man skal ikke forvente en højglanspolering, som Jørgen Niemann siger.

Det er kun en spuling.

Nye skraldebiler på vej
Udbuddet fører også andre ting med sig. Med den nye renovatør, RenoNorden, følger helt nye skraldebiler. Næsten alle de nye biler har to kamre, så de kan hente enten papir og emballage på en gang eller dagrenovation og organisk affald.

Bilerne er specielt designede til skraldespandene i Randers kommune og kan derfor ikke alle nå at blive leveret, inden RenoNorden overtager 1. september. De bliver leveret, efterhånden som de er færdige, og renovatøren finder indtil da andre løsninger. Affaldet vil stadig blive hentet – muligvis af de gamle, grønne biler. De nye biler vil være hvide.

Skraldemændene vil i grove træk være de samme, men der kan være ændrede ruter eller andre arbejdsgange som gør, at borgerne muligvis bliver nødt til at være lidt overbærende i den første tid.

Men vi vil selvfølgelig gøre, hvad vi kan for, at borgerne oplever så få gener som muligt, slutter Jørgen Niemann.

* Giv RANDERSiDAG.dk en ‘synes godt om’ på Facebook.