Erhverv
Afdelingsdirektør med passion for landbrug fylder rundt
Dan Jensen, afdelingsdirektør for Landbrug i Sparekassen Kronjylland, fylder 50 år i næste uge – fredag den 28. februar.
Dan Jensen, afdelingsdirektør for Landbrug i Sparekassen Kronjylland, fylder 50 år i næste uge – fredag den 28. februar.
Arbejdsområde er ikke tilfældigt. Dan Jensen har altid haft en passion for landbruget og rykkede som ung fra fødeegnen i Sønderjylland til Aarhus for at læse netop landbrug. En overbygning i økonomi førte ham dog hurtigt ind i realkreditbranchen og senere bankverdenen, hvor han har været siden – dog næsten altid med landbruget som omdrejningspunkt.
Han motiveres af kontakten med landmændene og udfordringerne i en branche, hvor skiftende politiske vinde løbende ændrer betingelserne.
– Det driver mig, at vi under de vilkår formår at få kundernes strategier og drømme til at lykkes, siger han.
I 18 år han Dan Jensens arbejdsplads nu heddet Sparekassen Kronjylland, hvoraf han har ledet landbrugsafdelingen de seneste 11 år.
Privat danner Dan Jensen par med Lone. De to har i 26 år boet på et landsted vest for Randers med Læsten bakker i baghaven, hvor de i sommer kunne fejre deres sølvbryllup. Sammen har de to børn på 19 og 17 år.
I fritiden nyder Dan Jensen at trække sig tilbage til naturen, hvor roen giver den sindige sønderjyde mulighed for at lade op.
– Jeg er tilbageholdende af natur og har egentlig ikke brug for opmærksomhed. I naturen kan jeg lægge alt andet til side og være mig selv, siger han.
Den seneste tid har dan Jensen især fået en stor interesse for svampejagt, og han og konen drømmer om at lære at finde trøfler.