Kultur
Teaterskolen Kastali’a klar med syv forårsforestillinger
Fra 13. til 16. april går omkring 100 elever på scenen i Randers med forestillinger, der tager afsæt i børns og unges egne tanker, følelser og fantasier.
Foråret er ikke kun sæson for lysere dage og spirende grønne skud. Hos Teaterskolen Kastali’a i Randers er det også tiden, hvor eleverne træder frem i rampelyset.
Fra den 13. til 16. april præsenterer teaterskolens omkring 100 elever årets forårsforestillinger. Publikum kan opleve i alt syv forskellige forestillinger, som alle er udviklet af eleverne selv sammen med holdenes undervisere.
Forestillinger skabt ud fra elevernes egne liv
Ifølge Teaterskolen Kastali’a har eleverne arbejdet med forestillingerne siden januar.
Fælles for dem er, at de tager afsæt i det, der fylder i børnene og de unges liv. Det handler om alt fra identitet og usikkerhed til fantasi, sandhed og verdens tilstand.
På teaterskolen arbejder man med det, der kaldes livsteater.
– Eleverne skal ikke kun være opmærksomme på deres egne følelser og reaktioner, men også på andres, lyder det fra Teaterskolen Kastali’a.
Læs også:
Fra cirkus og frøer til identitet og klima
Årets program spænder bredt.
De yngste elever står bag forestillingen “Fanta Cirkus”, hvor publikum bliver taget med ind i et univers med cykler, cirkus og cornflakes. En anden forestilling, “Frøernes rige”, byder på et fantasifuldt univers med sang, redning og kvæk.
Blandt de øvrige forestillinger er “Den der hvisker lyver”, som kredser om løgn, sandhed og barndom, mens “Mig – en pige?” tager livtag med identitet og selvbillede gennem 16 piger i alderen 10 til 13 år.
Forestillingen med den lange titel “Mafia Jensen syntes Hansens mor havde for store ører, så han kørte hende ned og lærte hende om isfuglen i en kold kælder i Paris” viser ifølge teaterskolen, at fantasien ikke fejler noget hos de unge medvirkende.
Derudover kan publikum opleve “Er du sikker? Skal? skal ikke?”, som næsten uden ord fortæller om usikkerhed og frygten for ikke at slå til, samt “Planet JOrDen”, hvor de ældste elever sætter fokus på krig, ødelæggelser og miljøkatastrofer.
Fællesskab er en vigtig del af scenen
Hos Kastali’a er forestillingerne ikke kun et spørgsmål om at lære replikker og stå på en scene.
Teaterskolen lægger vægt på fællesskabet og på, at eleverne hjælper hinanden med at vokse. Scenen bliver et sted, hvor historier fortælles, følelser får plads, og hvor eleverne skal turde stole på både sig selv og hinanden.
Ifølge teaterskolen handler livsteater netop ikke om at tage en maske på, men om at tage masker af og skabe en troværdig og følelsesladet præstation.
Foråret fortsætter uden for scenen
Selv om forårsforestillingerne markerer en stor del af sæsonen, slutter aktiviteterne ikke her.
Teaterskolen Kastali’a skal også deltage i Royal Run med gadeteater, og de spillevende Kamliska-folk vil kunne opleves til Mad og Kultur på Jens Otto Krags Plads i Randers.
Samtidig skal en gruppe unge fra teaterskolen deltage ved en konference i Vejle, hvor Mary Fonden sætter fokus på unges brug af mobiltelefoner i foreningslivet. Her skal de både spille for Dronning Mary og være med til at præsentere Kastali’a i debatten.
Holder til i Underværket
Teaterskolen Kastali’a holder til i Underværket i Stemannsgade i Randers centrum.
Og nu er det altså igen blevet tid til, at elevernes mange måneders arbejde bliver til levende teater foran publikum.
Læs også: