Helbred
Nye dialyselokaler taget i brug på Regionshospitalet Randers
De første patienter er rykket ind, og hospitalet håber på roligere behandlingsforløb og bedre rammer i hverdagen
Mandag tog de første patienter de nye dialyselokaler i brug på Regionshospitalet Randers. Det oplyser hospitalet i en pressemeddelelse mandag den 23. marts 2026. Dialysen behandler omkring 40 patienter, som i gennemsnit tilbringer 15 timer om ugen i behandling, fordi deres nyrer ikke fungerer.
Ifølge hospitalet er de nye lokaler indrettet med fokus på både patienter og personale. Målet er at give bedre rammer med mere lys, luft og ro under de mange timer, patienterne opholder sig i afdelingen.
Skal give mere ro i hverdagen
Oversygeplejerske Mette Juel siger i pressemeddelelsen, at flytningen har været længe ventet:
“Vi har virkelig glædet os til i dag at byde de første patienter velkomne i det nye, som vi tror på mange måder gør deres tid her bedre. Vi har arbejdet hen mod denne dag i flere år, og nu er vi her. Det bliver godt ikke længere at skulle forholde sig til indretning og flytning, men i stedet igen at kunne koncentrere os om det, vi er bedst til – at passe patienterne,” siger oversygeplejerske Mette Juel.
Hun peger også på, at de nye rammer kan gøre behandlingsforløbene mere rolige. Blandt andet er der nu et venteværelse, så patienterne kan vente dér, indtil personalet er klar. Tidligere ventede patienterne på stuen, hvilket ifølge hospitalet kunne virke forstyrrende for både patienter og medarbejdere.
Læs også:
Patient mærker forskellen med det samme
En af de første patienter i de nye lokaler, Casper Nyborg Dal Linnet, fremhæver især de fysiske omgivelser:
“Det er godt med mere lys og sol ind ad vinduerne, og så er det rart at komme lidt tættere på resten af hospitaler – at være en del af det. Jeg får også mulighed for at slå de mange timer bedre ihjel, ved at jeg nu på tv-skærmene kan logge på mine egne stereamingsstjenester,” siger Casper Nyborg Dal Linnet.
Hospitalet oplyser samtidig, at patienterne mandag blev taget imod med blandt andet flag, rundstykker og kage for at markere indflytningen.
Flytning uden pause i behandlingen
Behandlingen har skullet fortsætte under hele flytningen. Derfor blev der givet dialyse i de gamle lokaler til og med lørdag, mens behandlingen mandag fortsatte i de nye omgivelser.
“Vi kan ikke springe patienternes behandling over på grund af en flytning, så vi har givet dialyse i de gamle lokaler til og med lørdag, og nu her mandag i de nye lokaler. Det har krævet noget planlægning, men det er godt rigtig godt,” siger Mette Juel.
Også blandt medarbejderne har der været store forventninger til at komme på plads i de nye rum, fortæller oversygeplejersken.
“Vi har stået som galopheste og sparket lidt i båsen for at komme afsted, og nu er vi endelig ude og i mål. Det føles godt, og vi glæder os over at tage lokaler i brug, som vi selv har været med til at indrette, så de passer præcist til formålet,” fortæller Mette Juel.
Gør plads til stort nybyggeri
De tidligere dialyselokaler skal efter planen rives ned i efteråret for at give plads til hospitalets store nybyggeri Vita. Det kommende byggeri skal rumme flere afdelinger og ventes at stå færdigt i 2033.
Læs også: