Nyheder

Historisk overenskomst for læger: Nyt lønløft og fælles aftale for speciallæger og overlæger

Regionsansatte læger får lønstigninger på 6,27 procent, nye arbejdstidsregler og bedre vilkår for familier

Søren Greve
Af Søren Greve 5. marts 2026

En ny og historisk overenskomst på lægeområdet er faldet på plads mellem Yngre Læger, Overlægeforeningen og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN). Aftalen giver blandt andet lønstigninger på 6,27 procent over de kommende tre år, nye arbejdstidsregler og en fælles overenskomst for speciallæger og overlæger i regionerne.

Ifølge parterne skal aftalen være med til at fremtidssikre lægernes arbejdsvilkår og samtidig understøtte udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen.

Fælles overenskomst for alle speciallæger og overlæger

Den største nyskabelse er, at alle regionsansatte speciallæger og overlæger fremover bliver omfattet af én fælles overenskomst. Dermed får lægerne ens grundlæggende vilkår og en mere tydelig karrierevej.

Yngre Lægers forperson, Wendy Sophie Schou, glæder sig over resultatet.

”Jeg er virkelig glad for, at det er lykkedes at lande en aftale, der giver en reel og tydelig karrierevej for landets godt 9.000 special- og overlæger. Fremover kan speciallægen udvikle sig i sin stilling og være sikker på, at både ansvar og løn følger med. Vi indfører automatisk lønudvikling og sikrer fælles grundlæggende vilkår. Aftalen styrker vilkårene for alle læger – også på længere sigt – og den er blevet til, fordi vi har stået sammen om at løse de udfordringer, der i årevis har præget området,” siger hun.

Nye arbejdstidsregler skal gøre hverdagen lettere

Også Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen, fremhæver aftalen som en stor milepæl.

”Det har været en gigantisk opgave at nå i mål. Jeg er ærlig talt pavestolt over, at det lykkedes. Gode rammer og arbejdsvilkår for lægerne er et vigtigt grundlag for god patientbehandling og udvikling af vores sundhedsvæsen, og det har vi opnået. Overenskomsten letter planlægning og samarbejde i hverdagen, og det er en gave både til sundhedsvæsenet og os. Samtidig er jeg glad for, at overenskomsten kan bidrage til bedre lægedækning og dermed understøtte sundhedsreformen, samtidig med at den sikrer overlægernes vigtige rolle i fremtidens sundhedsvæsen.”

Formanden for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Lars Gaardhøj, peger især på de nye arbejdstidsregler som en vigtig del af aftalen.

”Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes at indgå en ny fælles overenskomst for speciallæger og overlæger. Det har været lange forhandlinger, men vi synes, at vi har indgået en god aftale. Vi er særligt glade for at vi er kommet i mål med et helt nyt sæt arbejdstidsregler, som kommer til at gøre arbejdstilrettelæggelse lettere i hverdagen. Den kommer til at gøre en forskel for regionerne som arbejdsgiver og lægerne i deres arbejdsliv. Den nye overenskomst understøtter sundhedsreformens ambition om bedre lægedækning og fremtidens nære og sammenhængende sundhedsvæsen, og det er rigtig godt.”

Bedre vilkår for børnefamilier

Overenskomsten indeholder også en såkaldt familiepakke med forbedrede barselsvilkår og bedre muligheder for fravær med løn ved børns sygdom.

Derudover oprettes en ny fritvalgslønkonto, hvor lægerne selv kan bestemme, hvordan en del af lønnen skal anvendes.

”Med fritvalgslønkontoen får den enkelte større indflydelse på, hvordan en del af lønnen skal bruges – hvad enten det er til frihed, pension eller udbetaling. Det giver en vigtig frihed til at indrette arbejdslivet efter, hvor man er i livet,” siger Susanne Wammen.

Yngre Læger fremhæver især forbedringerne for medlemmer med børn.

”Med aftalen tager vi et markant skridt for børnefamilierne med bedre barselsvilkår og bedre muligheder for at være hjemme med syge børn. Det giver en mere tryg ramme om arbejdslivet,” siger Wendy Sophie Schou.

Ifølge parterne sikrer aftalen samlet set både en reallønsfremgang for lægerne og bedre rammer for balancen mellem arbejdsliv og familieliv.