Assentoft

Nyt børnehus i Assentoft rykker et skridt nærmere: Planen er godkendt i byrådet

Børnehuset Toftegården skal stå klar i april 2028 med plads til 150 børn – de gamle bygninger vurderes ikke egnede til daginstitution

Søren Greve
Af Søren Greve 24. februar 2026

Randers Byråd har nu godkendt proces og byggeprogram for det nye Børnehuset Toftegården i Assentoft. Den nye daginstitution skal erstatte de nuværende midlertidige løsninger, der blev sat i gang, efter at de eksisterende bygninger blev vurderet uegnede til daginstitutionsdrift.

Ifølge planen forventes det nye børnehus klar til brug i april 2028.

Plads til 100 børnehavebørn og 50 vuggestuebørn

Når byggeriet står færdigt, skal Børnehuset Toftegården kunne tage imod 100 børnehavebørn og 50 vuggestuebørn. Den nye institution bliver opført som en permanent løsning, efter at børn tidligere måtte genhuses på grund af alvorlige bygningsmæssige problemer.

På byrådsmødet den 23. februar 2026 gav byrådet grønt lys til byggeprogrammet. Prisen forventes at lande på omkring 40 millioner kroner.

Ønsker til nye rammer – 1.400 kvadratmeter i ét plan

Byggeprogrammet er udarbejdet i samarbejde med ledere, medarbejdere og forældrerepræsentanter fra den nuværende institution. Den nye daginstitution forventes at blive omkring 1.400 m² og opført i ét plan.

Blandt ønskerne til de nye rammer er:

  • Multianvendeligt fællesrum på ca. 70 m² samt overdækket udeareal i tilknytning til fællesrummet
  • Fire grupperum til vuggestuebørn inkl. birum og tilhørende toiletter
  • Fire krybberum til vuggestuebørnene
  • Fire grupperum til børnehavebørn inkl. birum og tilhørende toiletter
  • Våde og tørre garderober til både vuggestue og børnehave
  • Udetoilet med pusleplads til vuggestuebørn samt to udetoiletter til børnehavebørn
  • Produktionskøkken
  • Personalerum, kontorer, samtale­rum, personalegarderobe og toiletter inkl. handicaptoilet
  • Udearealer med legeplads, shelters samt skure til opbevaring

Nedrivning og ny lokalplan før byggestart

Med byggeprogrammet er processen frem mod ibrugtagning også vedtaget. Projektet skal gennemføres som totalentreprise, og der skal udarbejdes en ny lokalplan.

De eksisterende bygninger skal rives ned, inden byggeriet af den nye institution efter planen går i gang i januar 2027.

Brandsyn afslørede alvorlige problemer

Baggrunden for projektet går tilbage til oktober 2024, hvor Børnehuset Toftegården blev gennemgået ved et obligatorisk brandsyn og efterfølgende teknisk analyse. Her blev der konstateret alvorlige bygningsmæssige problemer, som betød, at mange børn akut måtte genhuses.

Siden er der blandt andet etableret en midlertidig pavillon på stedet til en stor del af børnene. Byrådet besluttede på mødet den 24. juni 2025, at der skulle bygges en ny institution som varig løsning.

Enstemmig beslutning

Sagen – nummer 77 på dagsordenen – blev enstemmigt vedtaget i Randers Byråd.