Nyheder
Nu må du gå på isen tre steder i Randers Kommune
Hornbæk Dam, Vorup Dam og Langå Sø er åbnet – men andre steder er isen stadig usikker
Efter flere dages frost er der nu grønt lys til at færdes på isen på tre søer i Randers Kommune. Det drejer sig om Hornbæk Dam, Vorup Dam og Langå Sø, hvor isen er målt tyk nok.
Kommunen understreger dog, at isen fortsat er usikker de fleste andre steder – og at færdsel altid sker på eget ansvar.
Kun tilladt hvor der er skiltet
Randers Kommune sætter skilte op, når isen vurderes sikker. Kravet er, at isens tykkelse skal være mere end 13 centimeter på hele fladen, før området åbnes.
De seneste målinger viser følgende istykkelser:
- Hornbæk Dam, Gl. Kjølvej: 16,5 cm
- Vorup Dam, Orkestervej: 17 cm
- Langå Sø: 17,5 cm
Isens tykkelse måles i sæsonen på søen i Doktorparken, Vorup Dam (Orkestervej), Langå Sø og Hornbæk Dam.
Læs også:
Doktorparken endnu ikke klar
Søen i Doktorparken er endnu ikke åben, da isen her ikke er tyk nok.
Kommunen opfordrer borgere til kun at gå på isen, hvor der er skiltet, og ellers holde sig væk fra isen på søer, åer, fjord og vandløb.
Gå aldrig ud på å og fjord
Randers Kommune advarer samtidig kraftigt mod at bevæge sig ud på Gudenåen eller Randers Fjord, hvor stærke strømforhold gør isen farlig – også selvom den kan se solid ud.
Færdsel på isen er altid på eget ansvar.
Sikker skøjtetur i midtbyen
Vil man være helt sikker på fast is under fødderne, henviser kommunen til skøjtebanen på Jens Otto Krags Plads i Randers.
Her er isen kunstigt anlagt og sikker at bruge. Skøjtebanen holder åbent hele vinterferien frem til og med søndag den 15. februar, hvor sæsonen slutter.
Både øvede og mindre rutinerede skøjteløbere kan dermed få en tur på isen – uden at skulle bekymre sig om tykkelsen.
Læs også: