Helbred

Vinterkulden presser astmatikere: Flere oplever forværring

Koldeste januar i 16 år giver flere astmasymptomer – og influenzaen gør det værre

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 14. februar 2026

Lørdag den 14. februar 2026: Den langvarige vinterkulde er lige nu en stor udfordring for mange danskere med astma. Januar var den koldeste måned i 16 år, og meget tyder på, at den hårde kulde fortsætter længe endnu.

For personer med astma kan den kolde luft udløse symptomer som åndenød, hoste og besværet vejrtrækning. Samtidig bidrager sæsonens mange luftvejsinfektioner til at øge risikoen for forværring.

Over 415.000 danskere lever med astma

Vinterkulden rammer mange af de 415.000 danskere, som lever med astma.

Selv for mennesker uden lungesygdomme kan den kolde luft være generende, men for personer med astma kan det være særligt slemt for de i forvejen følsomme luftveje. Det kan give kraftige symptomer som hoste og pibende, besværet vejrtrækning.

Influenza og luftvejsinfektioner er på et højt niveau

Kulden er dog ikke den eneste udfordring.

Der er samtidig en meget høj forekomst af influenza og luftvejsinfektioner. Ifølge de nyeste tal fra Statens Serum Institut (SSI) ligger antallet af nye influenzasmittede nu på et højere niveau end på samme tidspunkt de seneste fem år.

Det mærker Astma-Allergi Danmark tydeligt.

”Vi får i øjeblikket mange henvendelser fra medlemmer, som på grund af den vedvarende kulde og det høje niveau af luftvejsinfektioner, oplever en kraftig forværring af deres astma”, fortæller Christine Højer Eriksen fra Astma-Allergi Danmarks Rådgivning.

Derfor påvirker kold luft astma

Når kold luft indåndes, kan det få de små muskler, der omgiver bronkierne, til at trække sig sammen. Det gør luftvejene smallere, og det bliver sværere at trække vejret.

Samtidig indeholder den kolde luft meget lidt fugt, og slimhinderne i luftvejene kan derfor blive tørre. Det kan skabe irritation og give åndenød og besværet vejrtrækning.

Nogle oplever også, at de får øget slimproduktion, når de får astmasymptomer.

Anbefaling: Få et lægetjek ved symptomer

Hvis man mærker, at kulden trigger ens astma, anbefaler Christine Højer Eriksen, at man får et lægetjek.

Får man jævnligt symptomer i koldt vejr, er det vigtigt at tale med lægen om, hvorvidt man vil have gavn af at få justeret sin astmabehandling.

Mange er utilstrækkeligt behandlet

Undersøgelser viser, at alt for mange astmapatienter er utilstrækkeligt behandlet.

Det betyder, at mange lever med symptomer, anfald, indlæggelser og nedsat lungefunktion. Astma kan være let, moderat og svær, men sygdommen kan også udvikle sig over tid. Samtidig går mange enten uden reel diagnose eller med en behandling, der ikke er optimal.

Astma-Allergi Danmark arbejder derfor for, at der i forbindelse med den aktuelle sundhedsreform indføres kronikerpakker for astma – på samme måde som de findes for patienter med eksempelvis KOL og diabetes.

Gode råd: Sådan kommer du bedre igennem kulden

Der er flere små tiltag, som kan gøre det lettere at være ude i vinterkulden med astma:

  • Få et lægetjek, hvis kulden trigger din astma.
  • Får du jævnligt symptomer i koldt vejr, så tal med lægen om, hvorvidt din medicin og behandlingsplan skal justeres.
  • Hvis det kun sker sjældent, kan det for nogle være en hjælp at tage anfaldsmedicin 10-15 minutter, inden man går udenfor – men det skal altid aftales med lægen.
  • Træk halstørklædet op over munden, hvis kulden giver vejrtrækningssymptomer, så luften opvarmes en smule.
  • Træk så vidt muligt vejret gennem næsen, da det opvarmer og fugter luften bedre end munden.
  • Er du særligt hårdt ramt, kan det være nødvendigt at træne i et fitnesscenter i perioder med meget koldt vejr.
  • Husk altid din anfaldsmedicin, både ude og inde.
  • Vær opmærksom på andre forhold, der kan forværre astma i vintermånederne, som infektioner, partikler og os fra brændeovne, stearinlys, madlavning eller husstøvmider.
  • Lyt til kroppens signaler, og vær klar over, hvordan du skal reagere på symptomer.