Kultur

Arkæologernes arbejdsår: Museum Østjylland gør status med fund fra Randers og Djursland

Nyt foredrag 26. februar i Kulturhuset i Randers tager publikum med på udgravninger, detektorfund og restaurering af jættestuer

Søren Greve
Af Søren Greve 10. februar 2026

Museum Østjylland inviterer nu alle med interesse for arkæologi og lokalhistorie til foredraget “Arkæologernes arbejdsår 2025”, hvor museets arkæologer fortæller om årets udgravninger, undersøgelser og markante fund i og omkring Randers samt på Djursland. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Museum Østjylland den 10. februar 2026.

Foredraget holdes torsdag den 26. februar 2026 kl. 19-21 på Museum Østjylland i Kulturhuset, Stemannsgade 2 i Randers. Billetprisen er 85 kroner, og der serveres kaffe og te. Lidt sødt kan tilkøbes.

Fra jernalderboplads til middelalderens Randers

Ifølge museet har 2025 været et travlt år i felten. Publikum kan blandt andet høre om arbejdet ved Hornbæk, hvor undersøgelsen af en stor jernalderboplads fortsat er i gang.

Aftenen går også tæt på Randers by, hvor arkæologerne i sommer undersøgte de tykke middelalderlige kulturlag og “dykkede direkte ned i byens historie, lag for lag”.

“Udgravningen dokumenterede landvinding fra 1300-tallet i de våde områder ned mod Gudenåen. Vi er derigennem blevet en del klogere på, hvordan byen har udvidet sit areal og tilpasset sig landskabet. Resultaterne er både fagligt væsentlige og giver ny viden om byens rumlige og økonomiske udvikling i middelalderen,” forklarer museumsinspektør Thomas Guntzelnick Poulsen.

Sølvskat fra 900-tallet og arabiske mønter

2025 bød ifølge pressemeddelelsen også på opsigtsvækkende metaldetektorfund. De mange detektorførere i Randers-området og på Djursland finder fund i deres fritid og indleverer dem til museet, når der er tale om interessante genstande.

Et af årets højdepunkter er en indleveret skat fra 900-tallet med arabiske mønter og sølvsmykker, som museet peger på som et vidnesbyrd om lange handelsforbindelser.

“Sølvskatten fra 900-tallet er et helt enestående fund. De arabiske mønter og smykker vidner om, at Østjylland på den tid var en del af vidtstrakte handelsnetværk, der rakte langt ud over Norden,” fortæller Thomas Guntzelnick Poulsen.

”Det er den slags fund, der for alvor bringer vikingetidens verden til live for os i dag.”

Sjældne guldfund øst for Randers

Guldfund hører til sjældenhederne, men i 2025 gjorde detektorførere ifølge museet et bemærkelsesværdigt fund øst for Randers: To små guldbarrer fra vikingetiden, som skabte stor opmærksomhed.

Museumsinspektøren fremhæver samtidig samarbejdet med detektorførerne og lover, at publikum kan se nogle af de spændende genstande til foredraget.

”Jeg vil gerne fremhæve vores vigtige samarbejde med de mange ihærdige detektorførere. De har igen i år bidraget med en perlerække af fund fra både oldtid og middelalder – og nogle af de mest spændende genstande viser vi frem foredraget den 26. februar,” lover Thomas Guntzelnick Poulsen.

Jættestuer genåbnet – og gav nye fund

Aftenen byder også på historien om restaureringen af to jættestuer på Djursland – i Hoed og i Bjødstrup ved Rønde – som i seks år har været afspærret på grund af nedstyrtningsfare.

Arbejdet har ifølge museet også givet nye fund, blandt andet en tyknakket flintøkse fra omkring 2.500-2.000 f.v.t.

Praktisk information

Foredraget er for alle med interesse for arkæologi, lokalhistorie og de spor fra fortiden, der stadig dukker op i det østjyske landskab.

Foredrag: Arkæologernes arbejdsår 2025
Tid: Torsdag 26. februar 2026 kl. 19-21
Sted: Museum Østjylland i Kulturhuset, Stemannsgade 2, 8900 Randers C
Pris: 85 kr. (kaffe og te inkluderet, lidt sødt kan tilkøbes)