Kultur
Korby Randers-ugen inviterer til 13 koncerter – og publikum må gerne synge med
Sidste uge af februar bliver Randers fyldt med korsang, fællesskab og flere “syng med”-arrangementer
Kan man få det bedre af at synge? Korby Randers mener, at det i hvert fald er værd at prøve – og i uge 9 får randrusianerne rig mulighed for netop det, når Korby Randers inviterer til i alt 13 koncerter rundt i byen og omegn. Flere af arrangementerne lægger samtidig op til, at publikum selv synger med.
Ifølge arrangørerne peger forskning på, at sang kan højner humøret og reducere både stress og angst, og at fokus på vejrtrækning og klang kan virke regulerende på nervesystemet. Derfor opfordres interesserede til at kigge forbi i den sidste uge af februar.
Paraply for byens kor
Korby Randers er en paraplyorganisation for kor i Randers by og omegn. Formålet er blandt andet at skabe et rigt og varieret kormiljø, fremme samarbejdet mellem korene og få flere til at få lyst til at synge i kor.
”Vi vil vise, hvad Korby Randers og mange af byens kor kan – og meget gerne få flere i gang med at synge i kor. Der er både gode musikoplevelser og fællesskab at hente, når man mødes om glæden ved at synge,” siger Peter Elmelund, biblioteksmusikant og medlem af bestyrelsen i Korby Randers.
Læs også:
Koncerter i kirker, kulturhus og på biblioteket
Ugen byder på 13 koncerter med mange forskellige kor. Blandt andet kan man ifølge programmet høre Randers Seniorkor i Kulturhusets sal, Randers Teater Kor i Dronningborg Kirke, dobbeltkoncert med Joyful United og Growing Gospel i Sct. Peders Kirke samt børnekoret Pixie Notes på Randers Bibliotek.
Flere kan synge med i år
I år er der også flere muligheder for selv at deltage med stemmen. Der nævnes blandt andet ”Syng for fred” på torvet i Underværket, eftermiddagssang på Hovedbiblioteket, morgensang i Sct. Mortens Kirke samt fællessang, hvor bestyrelsesmedlemmerne fra Korby Randers står for sangvalget og synger for.
Hele ugens program kan ses på Korby Randers’ hjemmeside: korbyranders.dk.
Læs også: