Nyheder

Ny aftale skal stoppe jordsvindel – men kritikere advarer om udsat beskyttelse af drikkevandet

Danmarks Naturfredningsforening roser strammere kontrol og hårdere straffe, men mener, at beslutninger om miljøkontrol og grundvandsbeskyttelse bliver skubbet foran sig

Maria Just
Af Maria Just 30. januar 2026

Regeringen og et samlet Folketing har indgået en ny politisk aftale, der skal styrke kontrollen med forurenet jord og byggeaffald. Aftalen rummer 15 initiativer, som blandt andet skal forbedre sporbarheden, skærpe kontrollen og hæve straffen for ulovlig håndtering af jord.

Aftalen kommer efter en række sager om jordforurening og afsløringer af svindel med jord – blandt andet Nordic Waste ved Randers samt tv-programmerne ”Den Sorte Svane” og ”Operation X”.

Strammere sporbarhed og højere bøder

Danmarks Naturfredningsforening (DN) kalder aftalen et skridt i den rigtige retning og peger især på, at der bliver sat ind mod de huller i systemet, som ifølge foreningen har gjort jordsvindel muligt.

-Det er rigtig godt, at et samlet Folketing nu står sammen om en ny aftale, og dermed anerkender at håndteringen af forurenet jord har været alt for dårlig, og at der nu skal rettes op. Det er helt afgørende, at der nu bliver lukket huller, som har gjort det muligt at svindle med forurenet jord. Et fælles IT-system og bedre sporbarhed er nødvendige værktøjer, hvis vi skal komme miljøkriminaliteten til livs, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.

DN fremhæver samtidig, at aftalen også lægger op til at hæve bødestraffen i den type sager.

“Kontrollen er hullet som en si”, mener DN

Foreningen kritiserer dog, at flere centrale spørgsmål om kontrol først bliver afgjort senere. Ifølge DN skal aftalepartierne først senere i år tage stilling til, om alle jordflytninger skal anmeldes, og samtidig nedsættes en arbejdsgruppe, der skal vurdere skærpede krav til dem, der tager jordprøver.

Alt for mange afgørende beslutninger bliver skubbet til senere analyser og arbejdsgrupper. Når det handler om forurenet jord og vores fælles drikkevand, havde vi gerne set mere handlekraft og færre udsættelser, siger Maria Reumert Gjerding og fortsætter:

Det er godt, at man nu hæver bødestraffen i den her slags sager, men det er bare langt fra nok, for kontrollen med forurenet jord er hullet som en si. Det svarer til at hæve bøden for at køre for stærkt, men uden at have taget stilling til fartkontroller. Man er jo nødt til at opdage det, når folk snyder, og derfor havde vi gerne set en beslutning om anmeldelse af al jordflytning allerede nu, siger Maria Reumert Gjerding.

Drikkevand: Kritik af at beskyttelsen udskydes

Et centralt stridspunkt er ifølge DN beskyttelsen af drikkevandet. I aftalen indgår et forskningsprojekt, der i 2026-2027 skal undersøge påvirkningen fra jord, der udlægges på sårbare grundvandsdannende områder. Først derefter – og først når den igangværende kortlægning af de sårbare grundvandsdannende områder er afsluttet – skal der tages stilling til eventuelle begrænsninger.

DN mener, at det er for sent at vente, fordi forurenet jord kan få langvarige konsekvenser for grundvandet.

– Vi ved allerede, at miljøfarlige stoffer i jord kan udvaskes til grundvandet. Derfor er det dybt bekymrende, at der ikke indføres stop for udlægning af jord i de sårbare områder, som allerede nu er udpeget og som løbende bliver kortlagt. At vente på endnu mere viden, mens risikoen fortsætter, er et farligt eksperiment med vores drikkevand, siger Maria Reumert Gjerding.

Foreningen havde ifølge pressemeddelelsen ønsket et øjeblikkeligt stop for udlægning af jord i grundvandsdannende områder, fordi forurening af grundvand kan være langsigtet og i praksis svært at rette op på.

Import af jord: Danmark skal ikke være “losseplads”

Aftalen indeholder også en analyse af, om EU-reglerne giver mulighed for at skærpe kravene til import af forurenet jord til Danmark. DN peger på, at en stor del af den forurenede jord ved Nordic Waste i Randers kom fra Norge, og ser analysen som et vigtigt initiativ.

– Importeret forurenet jord er med til at fylde vores deponier og modtageanlæg op, så der ikke er plads til vores egen jord. Samtidig er sporbarheden ofte ringe, og vi ved for lidt om forureningsindholdet. Det kan føre til uacceptabel forurening, og derfor er det helt rigtigt at se på, om reglerne kan strammes. Vi skal ikke være en losseplads, fordi der er penge i det. Danmark skal være et foregangsland for beskyttelse af natur og rent drikkevand, siger Maria Reumert Gjerding.