Debat
Synspunkt: Randers-eleverne leverer en lussing til landstendensen
Af Lars Rytter Sørensen, Radiochef Radio Kristrup
Skolevalg 2026 viser et tydeligt billede. Hvor Socialdemokratiet er langt størst på landsplan, ender partiet kun som nummer tre i Randers. Det Konservative Folkeparti bliver nummer ét, og Venstre tager andenpladsen. Resultatet skiller sig markant ud fra resten af landet.
Kun 6 ud af 27 skoler i Randers Kommune deltog, og det giver naturligvis et smallere datagrundlag. Det ændrer dog ikke på, at de elever der stemte, valgte helt anderledes end den nationale ungdomsbølge. Konservative står til 18,29 procent i Randers, hvilket er mere end dobbelt så højt som deres nationale resultat. Liberal Alliance får kun 7,76 procent lokalt mod 16,37 procent på landsplan. Venstre ligger markant højere end landsgennemsnittet, og Dansk Folkeparti får et solidt lokalt resultat.
Man skal altid være varsom med at udlede store sandheder af et begrænset datagrundlag. Det betyder dog ikke, at tallene er uden værdi. Skolevalg handler om de stemmer eleverne rent faktisk afgiver. Ikke om hypotetiske scenarier. Og de stemmer fortæller, at de deltagende elever i Randers fordeler sig anderledes politisk end unge i resten af Danmark. Resultatet viser en klar lokal profil. Randers-eleverne lægger sig mere mod blå blok, mere mod klassiske borgerlige partier og mindre mod de nationale trends. De vælger med udgangspunkt i deres egne prioriterer, og det skaber et billede der adskiller sig tydeligt fra landsgennemsnittet.
Randers går sine egne veje. Det gør eleverne også. Og netop derfor er skolevalg interessant, selv når deltagelsen er begrænset. Det giver indblik i de unges politiske instinkter og i de forskelle der findes rundt om i landet.
Læs mere: S er mest populær blandt elever og bliver størst ved skolevalg
Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse, et læserbrev eller et synspunkt, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!
Læs også: