Nyheder

Nyt politisk udvalg foreslås i Randers: Skal sætte retning for kommunens fremtid

Forslag på bordet: Tværgående §17, stk. 4-udvalg med syv byrådsmedlemmer og ekstra årligt budget på 225.000 kroner

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 22. januar 2026

Når Randers Byråd mødes mandag den 26. januar 2026 kl. 16.00 på Det Gamle Rådhus, skal politikerne blandt andet tage stilling til, om der skal nedsættes et nyt §17, stk. 4-udvalg under navnet “Fremtidens Randers Kommune”.

Udvalget er foreslået som et tværgående udviklingsudvalg, der skal arbejde på tværs af forvaltninger og politiske udvalg med kommunens langsigtede udvikling – som en del af forandringsprojektet “Fremtidens Randers Kommune”.

Hvad skal byrådet beslutte?

Forvaltningen indstiller, at byrådet beslutter tre ting:

  • At udvalget nedsættes med de opgaver, der fremgår af et kommissorium.
  • At der udpeges 7 byrådsmedlemmer til udvalget.
  • At udvalgets budget forhøjes med 225.000 kr. årligt fra 2026 og frem, blandt andet fordi udvalget udvides og vederlagene ændres i forhold til et tidligere §17, stk. 4-udvalg om bæredygtig udvikling.

Ifølge indstillingen afholdes udgiften i 2026 inden for den afsatte ramme i det vedtagne budget, mens tilpasningen for 2027 og frem håndteres i budgetlægningen for 2027-2030.

Det langsigtede projekt: “Fremtidens Randers Kommune”

Forandringsprojektet “Fremtidens Randers” blev igangsat med budget 2024-27. Ambitionen er, at kommunen som organisation – sammen med erhvervsliv og civilsamfund i hele Randers Kommune – skal sikre, at flere borgere får bedre livschancer, en uddannelse, fodfæste på arbejdsmarkedet og mulighed for at bringe egne ressourcer i spil.

Arbejdet er planlagt i tre faser: Hvidbog, politisk beslutning om strategisk plan og mål, og derefter arbejde med konkrete løsninger. Hvidbogen blev offentliggjort 3. juni 2025, og der har efterfølgende været en proces med kommunikation og inddragelse.

Udvalgets opgaver og samarbejde med Aalborg Universitet

I kommissoriet beskrives udvalgets opgaver blandt andet som rådgivning til byrådet om den strategiske plan, tidlige indsatser, udmøntningsplaner og fremdrift. Udvalget skal også bidrage til at sætte Fremtidens Randers på dagsordenen, engagere civilsamfund og erhvervsliv og arbejde med borger- og virksomhedsinddragelse.

Derudover skal udvalget rådgive byrådet i forhold til samarbejdet med Aalborg Universitet, herunder i forbindelse med fælles fondsansøgninger.

Hvem skal sidde med – og hvem deltager?

Udvalget foreslås bemandet med 7 byrådsmedlemmer. Som udgangspunkt deltager også relevante chefer fra forvaltningen i møderne – herunder erhvervsdirektøren samt beskæftigelseschef, sundhedschef, kultur- og fritidschef, dagtilbudschef og skolechef.

Udvalget kan desuden – afhængigt af tema – invitere eksterne eksperter og samarbejdspartnere, og der er mulighed for at udpege op til 4 eksterne ressourcepersoner som faste medlemmer, hvis udvalget ønsker det.

Vederlag og møder i 2026

I materialet fremgår det, at udvalgets formand honoreres med 256.273 kr. årligt, næstformanden med 45.412 kr. årligt, og øvrige byrådsmedlemmer med 33.089 kr. årligt pr. medlem (alle beløb i 2026-niveau).

Forvaltningen lægger op til 8 planlagte møder i 2026.