Nyheder

IT-hjælp giver tryghed: “Det er virkelig, virkelig svært”

I Ældre Sagens IT-café på Randers Bibliotek får ældre borgere hjælp til digitale udfordringer – store som små

Søren Greve
Af Søren Greve 20. januar 2026

For mange ældre kan hverdagen blive svær, når digitale løsninger fylder mere og mere. Det mærker man tydeligt i Ældre Sagens IT-café på Randers Bibliotek, hvor frivillige står klar til at hjælpe med alt fra tekstbehandling til adgang til digitale konti.

En af dem, der tirsdag formiddag har lagt vejen forbi, er 73-årige Lisan Jensen. Det er første gang, hun besøger IT-caféen, og hun er kommet for at finde ud af, om hun kan få den hjælp, hun mangler.

“Det begynder at blive virkelig, virkelig svært for mig. Det er til daglig frustration – faktisk forbundet med angst. Det er jo heller ikke nemt, når man er født i stenalderen,” siger hun med et glimt i øjet.

Overvældende digitale krav

Lisan Jensen oplever, at de mange digitale krav kan være svære at overskue. Under besøget bliver hun blandt andet vejledt i at få adgang til sin Google-konto, og her lyder rådet fra de frivillige, at det kan være en god idé at tage problemerne ét ad gangen.

“Der er så mange ting, at det føles overvældende,” fortæller hun, mens frivillig Jens Dyrmose foreslår, at hun laver en liste over de ting, hun gerne vil have hjælp til.

Frivillige hjælper med hverdags-it

Jens Dyrmose har været frivillig i IT-caféen i fem år. Han er 58 år og pensioneret soldat og arbejder autodidakt med IT. Sammen med de øvrige frivillige hjælper han borgere med meget forskellige udfordringer.

“En del af de ældre er bange for at bruge digitale løsninger, fordi de frygter negative konsekvenser, hvis de gør noget forkert. Det lykkes os heldigvis at hjælpe langt de fleste, og hvis vi ikke kan hjælpe, så henviser vi til nogen, der kan,” siger han.

Praktisk hjælp gør en forskel

Også 86-årige Svend Aage Jensen har fundet vej til IT-caféen. Han har tidligere siddet i bestyrelsen for sin andelsforening og ønsker nu at få slettet dokumenter, der hører til bestyrelsesarbejdet.

“Jeg har brugt caféen før, og det fungerer rigtig godt. Så er der heller ingen grund til at betale for et besøg af en IT-tekniker,” siger han.

Under besøget får han hjælp til at slette dokumenter via højreklik. Da det viser sig vanskeligt på hans bærbare computer, løser Jens Dyrmose problemet ved at tilslutte en mus.

Åbningstider på bibliotekerne

Ældre Sagens IT-café på Randers Hovedbibliotek har åbent:

  • Mandag kl. 10–12
  • Tirsdag kl. 12.30–14.30

På Kristrup Bibliotek er der IT-café onsdage i lige uger fra kl. 12–14.

Her er der ingen dumme spørgsmål – og ingen problemer, der er for små.