Nyheder

Randers Kommune får 3,2 mio. kr. til ny indsats mod opioider blandt børn og unge

Nyt tværfagligt team og uddannelse i næsespray skal gøre hjælpen hurtigere og forebygge overdoser

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 19. januar 2026

Randers Kommune har fået 3,2 millioner kroner i tilskud fra Social- og Boligministeriet til at styrke indsatsen mod opioidmisbrug blandt børn og unge. Midlerne er en del af regeringens nationale opioidudspil og skal bruges til at afprøve nye tilgange i den socialfaglige og sundhedsfaglige behandling, så indsatsen bliver mere intensiv og målrettet.

Pengene går til en ny model med et tværfagligt sundheds- og socialfagligt team, der skal kunne rykke hurtigt ud og give fleksibel behandling dér, hvor de unge befinder sig – for eksempel på skoler, på gadeplan eller i hjemmet.

Hurtig og fleksibel hjælp dér, hvor de unge er

Ifølge Randers Kommune skal det tværfaglige team sikre, at behandling kan sættes ind hurtigt og mere målrettet. Samtidig lægges der vægt på både at hjælpe de unge, som kommunen allerede har kontakt med, og at nå dem, der endnu ikke er i kontakt med rusmiddelbehandlingen.

”Vi har både fokus på at hjælpe de børn og unge, som vi allerede har kontakt med gennem kommunens rusmiddelbehandling og på at lave opsøgende indsatser rettet mod dem, som vi ikke har kontakt med endnu. Det handler både om at nå ud til de unge og deres familier, så de bliver bevidste om risikoen ved opioider,” siger Karina Hjorth, formand for Social- og arbejdsmarkedsudvalget.

Uddannelse i næsespray skal forebygge overdoser

En central del af indsatsen handler om at forebygge overdoser. Derfor vil Randers Kommune uddanne både unge og pårørende i brugen af en særlig næsespray, der kan redde liv ved en overdosis.

Derudover skal kommunens medarbejdere kompetenceudvikles – blandt andet i familieorienteret behandling – for at gøre indsatsen mere helhedsorienteret.

”Blandt de farligste stoffer”

Randers Kommune peger på, at opioider er blandt de farligste stoffer i Danmark ifølge Sundhedsstyrelsen. Det skyldes blandt andet, at de virker hurtigt, kan skabe afhængighed hurtigt og kan være dødelige, fordi de hæmmer vejrtrækningen.

”Opioider er medicinske præparater, som mange unge undervurderer. Nogle ser dem som medicin, og de er derfor mere risikovillige. Kroppen vænner sig hurtigt til stoffet, så der skal på kort tid større mængder til for at opnå samme virkning, hvilket øger risikoen for overdosis,” siger Karina Hjorth.

Hver tredje i behandling angiver opioidbrug før indskrivning

Ifølge Center for Rusmiddelforskning angiver hver tredje unge, som kommer i rusmiddelbehandling i Randers, Favrskov, Nord- og Syddjurs, at de har taget opioider i måneden op til, at de indskrives.

Samtidig fremgår det, at kommunen ikke ser et stort antal unge med opioidproblemer i rusmiddelbehandlingen – men at hvert tilfælde vurderes som alvorligt.

“Selvom det langt fra er alle unge, som eksperimenterer med opioider, og vi ikke ser et stort antal af unge med opioidproblemer i rusmiddelbehandlingen, så er hvert tilfælde meget alvorligt, fordi stofferne er så farlige. Hver enkelt ung, der begynder at tage opioider, er én for meget. Og selvom der kun er få unge i behandling, kan der være et stort mørketal, fordi mange ikke selv opsøger hjælp. Derfor er vi glade for midlerne fra ministeriet, som giver os mulighed for en mere intensiv og forebyggende indsats,” siger Karina Hjorth.

Midler i 2025 og 2026

Tilskuddet er en del af regeringens nationale opioidudspil ”Ungdom uden opioider”. Randers Kommune modtager i alt 3,2 millioner kroner i 2025 og 2026.