Erhverv

El Recycling vinder Randers Kommunes Erhvervspris 2026

Randers Kommunes Erhvervspris 2026 går til virksomheden El Recycling. Prisen blev overrakt ved Erhvervslivets Nytårskur torsdag den 8. januar 2026 på Værket i Randers, hvor borgmester Rosa Lykke Yde stod for overrækkelsen.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 8. januar 2026

Borgmesteren: El Recycling inspirerer langt ud over kommunegrænsen

Ifølge borgmester Rosa Lykke Yde er der i erhvervsprisen lagt vægt på, at vinderen kan inspirere andre og skabe resultater, som rækker ud over Randers Kommune.

”Randers Kommunes erhvervspris lægger vægt på evnen til at være med til at inspirere og skabe resultater, andre kan lære af, ikke blot her i Randers, men også langt udenfor kommunegrænsen. Og det må man sige, at El Recycling lever op til,” siger Rosa Lykke Yde, borgmester i Randers Kommune og fortsætter:

”Årets prisvinder er anerkendt for sin tilgang til at drive forretning og udvikling, der skaber værdi – ikke kun for virksomheden og miljøet, men for mennesker. Virksomheden pejler efter FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling, den vækster, og dermed går økonomisk fremgang og socialt engagement hånd i hånd med god forretning og en grønnere fremtid. Kæmpe tillykke med prisen,” siger Rosa Lykke Yde, borgmester i Randers Kommune.

Fra grisestald til virksomhed med 70 ansatte

El Recycling beskæftiger 70 mennesker og arbejder med at genanvende elektronik med afsæt i en cirkulær økonoi, ansvarlig brug af ressourcer og samtidig at bidrage til et rummeligt arbejdsmarked.

Virksomheden begyndte som en iværksættervirksomhed i en 600 kvm grisestald på en gård lidt uden for Randers med 3 medarbejdere. Siden etableringen i 2020 har El Recycling udviklet sig hurtigt og tiltrukket en investering fra en af løverne i Løvens Hule.

Den hurtige udvikling har også betydet, at virksomheden flere gange har skiftet adresse til nye rammer i Randers Kommune.

”Det er dejligt, at det har kunnet lade sig gøre at hjælpe virksomheden til nye faciliteter i kommunen og at El Recycling har valgt at blive. Det er en virksomhed som skaber flotte resultater på mange forskellige bundlinjer og som også på sigt kan inspirere andre lokale virksomheder til at arbejde i samme retning,” siger Rosa Lykke Yde.

Det blev der lagt vægt på i udvælgelsen

I udvælgelsen af prismodtageren er der lagt vægt på virksomhedens evne til at inspirere og skabe resultater til gavn og glæde for hele kommunen. Her er der særligt lagt vægt på El Recycling’ evne til konstant at udvikle forretningen og samtidig have fokus på:

  • At skabe en grønnere fremtid gennem genanvendelse
  • At tage socialt ansvar og inkludere mennesker på kanten af arbejdsmarkedet
  • At samarbejde med skoler, virksomheder og kommuner om bæredygtige løsninger

”El Recycling står for meget af det, vi i Randers gerne vil forbindes med: Dygtighed, virkelyst, vedholdenhed og stærkt samarbejde samt evnen til at løfte i flok,” siger Rosa Lykke Yde.

Direktøren: Et skulderklap til medarbejderne

Prisen blev modtaget af indehaver og adm. direktør Michael Hessellund fra El Recycling.

”Vi er meget stolte og taknemmelige for denne anerkendelse. Prisen er et stort skulderklap til hele vores medarbejdergruppe og den rejse, vi har været på – fra en lille opstart til en virksomhed med fokus på både grøn omstilling, social ansvarlighed og sund forretning. Vi har været meget glade for opbakningen og de gode rammer i Randers Kommune, som har været med til at gøre vores udvikling mulig” siger indehaver og adm. direktør for El Recycling, Michael Hessellund.

Sådan arbejder El Recycling med elektronik

El Recycling afhenter og indkøber udtjente elektronikprodukter, der sorteres til enten genbrug eller genanvendelse via videresalg med et klart mål om at genbruge så meget som muligt og skabe merværdi.

Virksomheden ligger i Randers.

Fakta: Randers Kommunes Erhvervspris

Siden 2015 har Randers Kommune uddelt erhvervsprisen.

  • 2025: A.E. Maskiner ApS
  • 2024: Kronjyllands El-Service
  • 2023: Dan Dryer A/S
  • 2022: Ikke uddelt pga Corona
  • 2021: Randers Arkitekten
  • 2020: Dermapharm A/S
  • 2019: Confac A/S
  • 2018: Fårup Beton A/S
  • 2017: Innovation Living A/S
  • 2016: A1 Consult
  • 2015: DanDomain