Nyheder

Aalborg-streamer samlede 1,3 millioner ind til Røde Kors på under fem døgn

Jacob “Jaxstyle” Krull streamede døgnet rundt fra en glascontainer på Rådhuspladsen – og endte med overvældende opbakning

Søren Greve
Af Søren Greve 31. december 2025

En glascontainer midt på Rådhuspladsen i København blev i dagene efter jul forvandlet til en digital indsamlingsscene med tusindvis af seere. Her streamede aalborgensiske Jacob “Jaxstyle” Krull døgnet rundt i næsten fem døgn – og resultatet blev en indsamling på hele 1.338.506 kroner til Røde Kors.

Streamingmaratonet – en såkaldt charity subathon – begyndte 26. december, og da Jaxstyle slukkede kameraet klokken 00.01 natten til 31. december, havde han sammen med sine følgere rundet et millionbeløb, som også overraskede ham selv.

“Jeg er glad og stolt. Det har været helt sindssygt”, siger Jaxstyle efter det lange maraton.

Pengene kom hurtigt ind

Indsamlingen fik fart på allerede fra start. Ifølge Jaxstyle kom de første 250.000 kroner ind på de første 24 timer – noget, der også imponerede ham.

“Jeg ved godt, at mine følgere er seje, men opbakningen kommer alligevel altid lidt bag på mig. Jeg er vanvittigt stolt over den forskel, vi kan gøre sammen”, siger han.

Røde Kors: “Jeg er så imponeret”

Også hos Røde Kors møder indsamlingen stor begejstring. Generalsekretær Anders Ladekarl fulgte projektet tæt og besøgte containeren allerede på første dag.

“Jeg er så imponeret over Jacobs indsats! Han gør noget, som for os i Røde Kors er en helt anden måde at skabe synlighed om vores arbejde på, og det er tydeligt, at han formår at skabe enormt engagement og fællesskab. Det er jeg meget taknemmelig over, at Jacob har brugt de seneste fem dage på til fordel for Røde Kors”, siger Anders Ladekarl.

Han understreger, at beløbet får konkret betydning i arbejdet med nogle af de mest udsatte:

“At resultatet er blevet så flot, havde jeg ikke turdet tro på. Det er rigtig mange penge, og de vil gøre en stor forskel for nogle af de mest udsatte mennesker i samfundet, bl.a. i Røde Kors’ vågetjeneste, besøgsvenner, aktiviteter for børn i Danmark og vinterhjælp i bl.a. Ukraine. Tak til alle og enhver, der har støttet Jacobs udfordring og dermed Røde Kors. Det betyder alverden”, siger Anders Ladekarl.

Gæster, musik og spontane øjeblikke

Undervejs i de næsten fem døgn fik Jaxstyle besøg af både venner, streamer-kollegaer og musikere. Flere frivillige fra Røde Kors kiggede også forbi for at fortælle om deres engagement, og en del af besøgene opstod spontant.

“Det er det smukke ved streamingkonceptet – at der opstår noget undervejs. Fx kom Basim spontant forbi, og vi talte om den sang, jeg har lavet, og senere kom en af mine venner forbi og sang den akustisk helt uafhængigt af tidligere dialog. Det der med, at der bare opstår ting, det er fantastisk”, siger Jaxstyle.

Efter fem døgn i højt tempo var stemmen næsten væk.

Nytår uden plan – men med et smil

Da streamen sluttede natten til 31. december, havde Jaxstyle endnu ikke besluttet, hvordan han ville holde nytår.

“For mig har der været så meget fest og fejring over de seneste par dage, så nu ser jeg lige, hvad energien er til i aften. Lige nu er jeg bare glad, og lidt træt”, griner han.

Går til nødhjælp og sociale indsatser

Pengene fra Jaxstyle Charity Subathon går til Røde Kors’ nødhjælpsarbejde og sociale indsatser i Danmark og ude i verden.