Nyheder
Husk ikke kun brillerne: Nytårsbrag kan give varige høreskader
Professor advarer: Mange beskytter øjnene, men glemmer ørerne – især børn og unge bør bruge ørepropper eller høreværn
Når fyrværkeriet springer nytåret ind, husker de fleste sikkerhedsbrillerne. Men mange glemmer at beskytte ørerne – og det kan få konsekvenser, der først viser sig senere i livet, advarer professor Dorte Hammershøi fra Aalborg Universitet.
Høreskader kan være alvorlige, men de er svære at opdage. Og kroppen giver ikke altid tydelige advarsler, siger hun.
Høreskader kommer snigende
Ifølge Dorte Hammershøi fødes vi med et bestemt antal nerveceller i ørerne, som langsomt forsvinder, når vi udsættes for støj og kraftig lyd. Når de først er ødelagt, kommer de ikke igen.
”Det er alvorligt. Høreskader er svære at påvise, og de viser sig først efter et stykke tid. Så du kan ikke altid stole på kroppens advarsler. En del får tinnitus, men det er langt fra alle. Du kan også få høreskader, selvom du ikke mærker noget med det samme”, siger Dorte Hammershøi, der forsker i lyd og hørelse, og er professor på Aalborg Universitet.
Hun opfordrer derfor til, at alle passer på ørerne nytårsaften – og især børn og unge.
Læs også:
Let at forebygge – hvis man husker det
Netop til nytår er det relativt nemt at beskytte ørerne, fordi de kraftige lyde ofte er kortvarige. Dorte Hammershøi anbefaler, at man bruger ørepropper eller høreværn, hvis man selv fyrer af – eller dækker ørerne med hænderne, hvis det er den eneste mulighed.
”Det er let at beskytte ørerne til nytår, da de kraftige lyde er meget kortvarige. Hav hænderne fri, så du kan dække ørerne med dem. Brug ørepropper eller høreværn, hvis det er dig, der fyrer af. ”
Hun understreger også betydningen af afstand til fyrværkeriet. Ifølge rådene fra Aalborg Universitet kan en fordobling af afstanden halvere lydniveauet.
Det handler om mere end fyrværkeri
Advarslen gælder ikke kun nytårsaften. Det er den samlede mængde lyd, vi udsættes for over tid, der kan gøre skade, forklarer professoren.
”Ørerne har brug for pauser uden lyd. Hvis du for eksempel skal til koncert, så skån ørerne før og efter koncerten. Et par timer i fitnesscenter, høj musik i baren og så en koncert er en farlig cocktail for ørerne”, siger Dorte Hammershøi.
Især børn og unge bør lære sikre lyttevaner – for eksempel hvordan man bruger volumenknappen og skruer ned, når lyden bliver for kraftig.
”De skal lære, hvordan de bruger en volumenknap. De skal kunne skrue op for lyden, så den bliver hørbar og ned, når den er for kraftig.”, siger Dorte Hammershøi.
Flere unge har tinnitus
Udviklingen bekymrer forskeren. Tal fra Den Nationale Sundhedsprofil viser, at antallet af unge med tinnitus er fordoblet fra 2013 til 2023. I dag har 1 ud af 10 unge mellem 16 og 24 år tinnitus.
Hvis tinnitus skyldes en høreskade, vil den være ledsaget af nedsat høreevne, og det kan få store konsekvenser for livet, siger Dorte Hammershøi.
”En nedsat hørelse påvirker ens sociale liv og mange risikerer at isolere sig. Det går ud over arbejdsevne og livskvalitet, og har måske betydning for en evt. udvikling af demens”, siger Dorte Hammershøi.
Fakta: Pas på ørerne nytårsaften – tre gode råd
- Brug høreværn eller ørepropper. Dæk dine ører med dine hænder, hvis det er eneste mulighed.
- Hold afstand til fyrværkeriet. En fordobling af afstand giver en halvering af lydniveau.
- Tænk på retning af lyden. Står du tæt på, og vender dit øre uheldigt mod eksplosionen, kan du skade både det indre øre og sprænge trommehinden.
Læs også: