Nyheder
Tjek din pension nu – små justeringer kan give større tryghed i 2026
Mange danskere sparer enten for lidt eller for meget op, viser tal fra pensionsselskab
De fleste danskere har deres største formue stående i pensionen. Alligevel er det langt fra alle, der løbende tjekker, om opsparingen passer til deres livssituation. Ifølge pensionsselskabet Velliv kan relativt små justeringer gøre en stor forskel – både nu og på den lange bane.
Danskernes samlede pensionsformue er på over 5.000 milliarder kroner, hvilket gør pensionen til det største økonomiske aktiv for langt de fleste. Men mange har ikke overblik over, om de sparer rigtigt op, har den rette risiko eller er ordentligt forsikret.
Mange rammer forkert med opsparingen
Ifølge Velliv sparer omkring 40 procent af danskerne enten for lidt eller for meget op til pensionen. Begge dele kan få konsekvenser.
”Vi anbefaler, at din pensionsopsparing svarer til ca. syv årslønninger ved pensionering. Det sikrer, at livet kan fortsætte økonomisk uforandret, når lønchecken ophører. Som tommelfingerregel svarer det til to årslønninger som 40-årig og fem som 60-årig,” forklarer Vellivs rådgivningsekspert Jens Christian Nielsen.
Hvis man sparer for meget op, kan det betyde, at man binder penge, som kunne være brugt her og nu. Sparer man for lidt, kan det omvendt give økonomisk utryghed som pensionist.
Læs også:
Risiko skal passe til maven
Et andet vigtigt punkt er risikoen på pensionsopsparingen. Højere risiko giver typisk højere afkast over tid, men også større udsving.
Ifølge Velliv ville en indbetaling på én million kroner i 2015 i dag være vokset til 1,1 millioner kroner med mellem risiko – og til 1,7 millioner kroner med høj risiko.
”Når vi taler om en pension i topform, handler det også om at have det godt med sine valg. Hvis du mister nattesøvnen over en høj risiko og større udsving, så er lavere risiko helt sikkert bedre for dig,” siger Jens Christian Nielsen.
Forsikringen mange glemmer
Mens mange overvejer forsikringer på elektronik og ejendele, overser mange en af de vigtigste forsikringer: dækning ved tab af arbejdsevne.
Hvis man mister evnen til at arbejde, skal faste udgifter som husleje, bil og børnepasning stadig betales – også selvom indkomsten forsvinder.
”Du kan typisk forsikre dig til en dækning på mellem 20 og 80 pct. af din indkomst. De fleste ligger omkring 40 pct., og det er ofte for lavt – også selvom du får ydelser fra det offentlige,” siger Jens Christian Nielsen.
Han anbefaler, at man gennemgår sin dækning og sikrer sig, at økonomien kan hænge sammen, hvis uheldet er ude.
”Er uheldet først ude, vil du aldrig fortryde den tid, du investerer i at have den rigtige dækning,” siger han.
En halv time kan give ro i mange år
Ifølge Velliv behøver det ikke tage lang tid at få overblik over pensionen. En gennemgang af opsparing, risiko og forsikringer kan ofte klares på omkring en halv time.
”Din pension er ikke bare tal på en konto – grundlæggende handler pension om tryghed både nu og senere i livet. Brug en halv time nu, og giv dig selv ro i mange år frem. Tiden er godt givet ud,” siger Jens Christian Nielsen.
Læs også: