Debat
Synspunkt: Fremtidens mediestøtte set med gårsdagens øjne
Af Lars Rytter Sørensen, Radiochef, Radio Kristrup
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har præsenteret det nye Medienævn. Et nævn, der skal være med til at afgøre, hvilke medier, som f eks. Radio Randers og Det Åbne Radioværksted, der får støtte, og hvilke der ikke gør. Altså hvem der får mulighed for at blive hørt, og hvem der må klare sig selv. Ministeren taler om “både erfarne og nye øjne”. Det lyder betryggende. Men når man ser på listen, er det svært ikke at få en anden fornemmelse.
For det er de samme typer øjne, vi har set før. Folk med lange CV’er fra store redaktioner, organisationer og systemer. Dygtige mennesker, ingen tvivl om det. Men også mennesker, der har haft deres arbejdsliv i et medielandskab, hvor støtteordninger, faste strukturer og professionelle apparater var en selvfølge. Det er ikke nødvendigvis dem, der ved, hvordan medievirkeligheden ser ud i dag for dem, der laver radio, podcasts, netmedier og lokal journalistik uden et sikkerhedsnet.
I mange lokalsamfund er de små medier ikke et supplement. De er det eneste. Det er her, man hører de lokale stemmer, får forklaringer frem for overskrifter og møder mennesker, ikke mediehuse. Alligevel er den virkelighed stort set fraværende i det nævn, der skal fordele pengene. Når man sammensætter et nævn uden erfaring fra de små og uafhængige medier, sender man et klart signal. At det stadig er de etablerede formater, der definerer, hvad kvalitet og relevans er. At innovation helst skal ligne noget, vi allerede kender. Det er ikke fornyelse. Det er forvaltning. Armslængde handler ikke kun om politikere, der holder fingrene væk. Det handler også om, hvem der sidder rundt om bordet. Hvis alle kommer fra samme del af branchen, risikerer man at belønne det trygge og genkendelige frem for det nødvendige og nyskabende.
Mediestøtte er ikke bare tal i et regneark. Det er et valg om, hvilke stemmer vi vil have i offentligheden. Hvis fremtidens medier skal afspejle virkeligheden for lyttere og seere i hele landet, kræver det mere end flotte ord om nye øjne. Det kræver, at nogen i rummet faktisk ser med dem.
Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse, et læserbrev eller et synspunkt, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!
Læs også: