Debat
Synspunkt: En radiostation skal turde at blive husket
Af Lars Rytter Sørensen, Radiochef, Radio Kristrup
Her på det seneste er der i mediebranchen blandt andet talt om kommercielradios særlige evne til at respektere lytterens tid. At stationerne ikke kræver opmærksomhed, men følger os, mens vi lever vores liv. At de ikke forstyrrer, men ledsager. Det lyder sympatisk og bliver ofte fremhævet som radioernes største styrke i en tid, hvor næsten alle medier kæmper om opmærksomhed.
Men fortællingen fungerer også som en bekvem undskyldning. For hvad sker der, når et medie i så høj grad insisterer på ikke at forstyrre, at det ender med ikke at sætte spor. Meget traditionelt radio er blevet ekstremt forsigtig. Musikflader er stramt styrede, stemmer er neutrale, og indholdet er afmålt og ufarligt. Ikke fordi det nødvendigvis er bedre radio, men fordi det passer ind i et system, hvor stabilitet og annoncevenlighed vægtes højere end gennemslagskraft. Resultatet er radio, man kan have tændt i timevis uden at kunne nævne ét øjeblik bagefter. Den er til stede, men sjældent nærværende. Det bliver ofte kaldt respekt for lytterens tid, men respekt handler ikke om at fylde mindst muligt. Respekt handler om at give noget, der er værd at huske. Noget, der kan bæres videre i samtaler og tanker.
Der findes heldigvis også en anden tilgang til radio. En, hvor indholdet tager udgangspunkt i mennesker frem for skemaer. Hvor stemmer har karakter, og tempoet er menneskeligt. Her bliver radio ikke designet til at undgå reaktioner, men til at skabe genkendelse og mening. Det er radio, der bliver valgt til, ikke bare stående tændt.
Hvis kommercielradio igen vil tages alvorligt, må den turde tage plads. Ikke ved at larme mere, men ved at mene mere. Ikke ved at forklare sit fravær som en kvalitet, men ved at insistere på relevans. For hvis lytteren ikke kan huske én stemme, én historie eller én tanke fra i går, er det ikke respekt for tiden. Så er det bare lyd, der forsvandt.
Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse, et læserbrev eller et synspunkt, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!
Læs også: