Sport
Randers FC får SPORT 24 som ny merchandise-partner fra 1. januar
Nyt flerårigt samarbejde skal styrke salg og udvalg for klubbens fans – på stadion, i Randers Storcenter og online
Randers FC indleder pr. 1. januar 2026 et nyt og flerårigt strategisk samarbejde med SPORT 24, som fremover får en central rolle i udviklingen, driften og salget af klubbens officielle merchandise.
Aftalen dækker både den fysiske butik på Cepheus Park på kampdage, en tilstedeværelse i SPORT 24 i Randers Storcenter samt online.
Mere merchandise – flere steder
Randers FC peger på, at målet er at gøre det nemmere for fans at købe klubbens produkter, uanset hvor de handler.
„Vi ønsker at skabe et endnu stærkere fundament for vores merchandise-forretning, så vores fans oplever høj kvalitet, bredt udvalg og stor tilgængelighed – uanset om de handler på stadion, i butik eller online. SPORT 24 har stor erfaring med merchandise, og deres kompetencer inden for området gør dem til en oplagt partner for Randers FC, hvilket en længere dialog også har overbevist os om. Vi ser et markant udviklingspotentiale i dette nye setup,“ fortæller Jesper Hansen, drifts- og udviklingschef i Randers FC.
Læs også:
Online shop flyttes til SPORT 24’s platform
Som en del af samarbejdet overtager SPORT 24 driften af Randers FC’s online shop, som flyttes over på SPORT 24’s platform for at give fansene en „moderne og brugervenlig købsoplevelse“.
Nye trøjer allerede til foråret
Fans kan ifølge aftalen allerede i foråret se de første konkrete nyheder. Her lanceres både en ny udebanetrøje og en særlig jubilæumstrøje, der markerer 20-året for Randers FC’s pokaltriumf i 2006. Jubilæumstrøjen bliver samtidig klubbens nye tredje trøje.
SPORT 24: Vil løfte det lyseblå udtryk
Hos SPORT 24 ser man frem til at bruge erfaringerne fra lignende samarbejder i andre Superligaklubber – og til at gøre Randers FC’s merchandise mere synligt både i byen og på stadion.
„Vi er stolte af at have indgået et samarbejde med Randers FC – et samarbejde, hvor vi får mulighed for at præsentere alle Randers FC-fans for merchandise både online, på stadion og i vores fysiske butikker. Vi har gode erfaringer med lignende aftaler i andre Superligaklubber og har ambitioner om at skabe en stærk og attraktiv merchandise-forretning, som fansene virkelig kan mærke. Vi ser frem til samarbejdet og til at bidrage til et lyseblåt stadion,“ fortæller Thomas B. Sørensen, CSO for SPORT 24.
Fælles ambition om stærkere fanoplevelse
Begge parter ser frem til samarbejdet og beskriver en fælles ambition om at skabe en stærkere oplevelse for fansene – på Cepheus Park Randers, i butikkerne og online.
Læs også: