Dødsfald

Nekrolog for Frank Arvid Wagner – Tidl. Malermester, indehaver af Flügger Farver i Mariager og Oldermand i Randers Malerlaug

Af Kaja Wagner

Redaktion
Af Redaktion 11. december 2025

Tidl. Malermester og indehaver af Flügger Farver i Mariager, Frank Arvid Wagner, er den 9. december 2025 sovet stille ind efter kort tids sygdom.

Frank blev født d. 28/2 1943 og voksede op i Galten ved Aarhus. Han kom som tilflytter til Assens med sin kone og to børn i starten af 70’erne, hvor han hurtigt faldt ind i lokalsamfundet via sit store engagement i bl.a. hhv. borgerforeningen og idrætsforeningen. I løbet af de næste år kom yderligere to børn til, ligesom Frank startede selvstændig virksomhed som maler. Senere føjede han Flügger Farver i Mariager til sin portefølje. I en årrække var han ligeledes Oldermand i Randers Malerlaug. Fra han gik på pension og frem til sin død, var han tilknyttet som frivillig på Håndværkermuseet Kejsergården i Randers.

Ikke blot familie og venner, men også nye mennesker og steder blev altid mødt af Frank med stor interesse og empati. Han var et socialt individ med en stor berøringsflade i lokalsamfundet. Han satte pris på selskabelige sammenhænge, hvor han nød både at lytte til, hvad andre havde at sige og fortælle selv. Det bedste han vidste i hele verden var dog at have sin egen familie samlet omkring sig. Hvilket han havde lige til det sidste. Hans bortgang efterlader et stort tomrum.

Frank bliver bisat fra Assens kirke onsdag den 17. december kl. 13.00

Æret være Franks minde.