Kultur
Julesang fylder Randers Bibliotek: Musikalske traditioner løfter decemberstemningen
Morgensang, eftermiddagstoner og stort korstævne inviterer hele byen indenfor
Julestemningen får ekstra luft under vingerne på Randers Bibliotek i december, hvor musik og fællessang igen fylder glaspyramiden over Hovedbiblioteket. Biblioteket har nemlig tilrettelagt en række arrangementer, der sætter fokus på sangglæde, fællesskab og den særlige decemberro.
Julemorgensang tre onsdage i træk
De tre onsdage op til jul kan bibliotekets gæster begynde dagen med et kvarters julemorgensang klokken 8.30. Her står biblioteksmusikant Peter Elmelund klar med guitar og klassiske julesange.
”Dagen får en blid og hyggelig start med en uformel morgensamling, hvor klassiske julesange skaber ro, nærvær og en rar begyndelse på dagen. Den naturlige rumklang under glaspyramiden gør oplevelsen særlig – det er et sted hvor selv en enkel melodi kan lyde som en hel julekoncert,” siger han.
Læs også:
Syng dagen ned – eftermiddagssang den 17. december
Onsdag den 17. december byder biblioteket desuden på eftermiddagssang fra klokken 16.30 til 17.15. Her kan alle sætte tempoet ned midt i decembertravlheden og synge med på kendte julesange.
Det er bibliotekets egne sangere Signe Winther Brinkmann og Inger Nygaard Kaad, der sammen med Peter Elmelund står for repertoire og for at synge for.
11 kor fylder Kulturhuset med julens toner
Den musikalske december kulminerer lørdag den 20. december, når hele 11 kor fra byen samles i Kulturhuset – et af årets største musikarrangementer på biblioteket.
Først optræder korene rundt omkring i huset på alle tre etager, og til sidst mødes de i et stort fælleskor, hvor også publikum er velkomne til at synge med. Arrangementet finder sted fra klokken 10.30 til 12.00 og er arrangeret af Korby Randers.
Musikalsk december for alle
Uanset om man foretrækker stilfærdig morgensang, hyggelig eftermiddagssang eller store koroplevelser, er der mulighed for at finde julestemningen på Randers Bibliotek i år. Alle arrangementer er åbne for offentligheden, og stemningen er garanteret – også selvom sneen måske udebliver.
Læs også: