Nyheder

Handelsgymnasium tager kampen op mod unges spilafhængighed

Tradium udvikler nyt undervisningsforløb om pengespil – støttet af Sparekassen Kronjylland

Søren Greve
Af Søren Greve 9. december 2025

Tradium Handelsgymnasiet i Randers sætter nu ludomani direkte på skoleskemaet. Skolen oplever, at flere unge får problemer med pengespil, og derfor skal eleverne fremover undervises i alt fra odds og sandsynlighed til lovgivning på spilleområdet.

Unge rammes hårdt af pengespil

På handelsgymnasiet, der har omkring 1.000 elever, ser man tydelige tegn på, at pengespil er blevet en stigende udfordring.

“Vi oplever flere unge, som har et usundt forhold til det at gamble og nogle som udvikler en decideret spilafhængighed. Vi har desværre nogle alvorlige eksempler på det,” siger rektor Jakob Zoffmann Lønvig.

Ifølge ham har skolens studievejledere især gennem de seneste fire år modtaget henvendelser fra både elever og pårørende, der kæmper med konsekvenserne af pengespil. Derfor har Tradium allerede siden 2021 arbejdet med oplæg om ludomani for 2.g-elever og blokeret adgangen til spilsider på skolens netværk.

Nu går skolen skridtet videre.

“Vi vil gerne inddrage det i undervisningen. Vi mener, at det også er vores opgave at danne de unge på det her område,” siger Jakob Zoffmann Lønvig.

Undervisning på tværs af fag

Det kommende undervisningsforløb skal koble pengespil til relevante fagområder. Eleverne kan fx arbejde med:

  • Odds og sandsynlighed i matematik
  • Spillovgivning i erhvervsjura
  • Markedsføring af spil i afsætning

Forløbet udvikles med økonomisk støtte på 50.000 kroner fra Sparekassen Kronjyllands Garant-millionen.

Lokalt bankinitiativ bakker op

Sparekassen Kronjylland har selv sat fokus på ludomani, da banken oplever, at flere kunder – særligt unge mænd – ender i økonomiske problemer på grund af spil.

“Vi ser jo, hvor hårdt det her rammer både den enkelte og hele familier. Derfor betyder det meget, at Tradium går forrest,” siger Dorthe Ankersen, afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Assentoft.

Hun håber, at indsatsen ikke kun hjælper eleverne, men også får forældrene til at tage emnet alvorligt.

“Det er godt, at skolen gør noget, men det er i endnu højere grad os forældre, der har et ansvar. Vi skal tale med vores unge og være opmærksomme, så problemerne opdages tidligere og forhåbentlig kan undgås,” siger hun.

Fakta: Unge spiller mere

  • En DR-undersøgelse fra september viser, at 50 ud af 88 gymnasierektorer har elever, der gambler i skoletiden.
  • Personer i alderen 18–24 år er overrepræsenteret blandt danskere med spilproblemer (Spillemyndighedens undersøgelse 2021).
  • En analyse fra Sparekassen Kronjylland viser, at unge mandlige kunders forbrug af spiltjenester er mere end fordoblet siden 2021.
  • De 18–24-årige kunder overfører i gennemsnit 780 kr. om måneden til spiltjenester.