Nyheder
Det skaber utryghed når cyklister kører uden lys: Rådet for Sikker Trafik minder om regler og bøder
Undersøgelse fra februar 2025 viser, at manglende cykellys især skaber utryghed hos bilister – og også blandt cyklister selv
Undersøgelse fra februar 2025 viser, at manglende cykellys især skaber utryghed hos bilister – og også blandt cyklister selv
Når vintermørket sænker sig over lokalområdet, bliver cykellygterne ikke bare en detalje, men en afgørende sikkerhedsfaktor. En undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser nemlig, at mange trafikanter føler sig utrygge, når cyklister kører uden lys i mørke eller usigtbart vejr.
I undersøgelsen svarer 66 procent af bilisterne, at de bliver utrygge, når cyklister kører uden lys, når det er mørkt eller sigtbarheden er dårlig. Til sammenligning er det 42 procent, der føler sig utrygge, når cyklister kører i den forkerte side mod færdselsretningen. Undersøgelsen er gennemført i februar 2025, hvor mørkekørsel stadig har været frisk i hukommelsen hos deltagerne.
Læs også:
“Først opdager bilisten cyklisten sent”
Ifølge Rådet for Sikker Trafik kan en cyklist uden lys blive opdaget for sent – og det kan få alvorlige konsekvenser i trafikken.
“-Bilisterne bliver utrygge og forskrækkede, når de pludselig møder en cyklist, som ikke har lys på. Det betyder nemlig, at bilisten først opdager cyklisten sent og dermed kan være nødt til at bremse hårdt på eller undvige. Nogle gange ser man cyklisten så sent, at ulykken ikke kan undgås. Cyklisterne udsætter dermed sig selv for unødig fare, når ikke de har ordentligt lys på cyklen,” siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Også cyklister bliver utrygge – lys topper listen
Det er ikke kun bilisterne, der reagerer på cykler uden lys. I samme undersøgelse er cyklister blevet spurgt, hvad der gør dem utrygge ved andre cyklisters adfærd, og også her ligger manglende lys helt i top.
44 procent af cyklisterne svarer, at de bliver utrygge, når andre cyklister kører uden lys, hvis det er mørkt eller usigtbart. Tæt efter følger håndholdt mobil (43 procent) og at andre cyklister ikke ser sig for (42 procent).
Kampagne i efteråret: “Er du helt sikkert?”
Rådet for Sikker Trafik gennemfører i løbet af efteråret kampagnen ”Er du helt sikkert?”, som skal få flere cyklister til at huske lygterne i den mørke tid.
Budskabet er klart: Lys handler både om sikkerhed og hensyn – også i byområder, hvor man kan tro, at gadebelysning er nok.
“-Det er både farligt, ulovligt og meget irriterende for andre, hvis man kører uden lys på cyklen. Det gælder også i byerne, hvor en mørklagt cyklist kan være helt usynlig i bilens sidespejl eller hvis der fx er regn på ruden. Så på med lygterne, og det er også billigere end bøden,” siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Reglerne: Hvornår skal der være lys?
Reglerne gælder i den såkaldte lygtetændingstid – fra solnedgang til solopgang – og også når sigtbarheden er nedsat, for eksempel i tåge, regn eller sne.
Fakta: Det kan du få i bøde – og sådan skal lygterne være
- Bøden for at køre uden lys på cyklen i lygtetændingstiden er 700 kr.
- Baglygten skal lyse rødt.
- Forlygten skal lyse hvidt eller gulligt. Har du en kraftig forlygte, skal den pege skråt nedad, så den ikke blænder andre.
- Cykellygterne skal kunne ses tydeligt på mindst 300 meters afstand og også være synlige fra siden.
- Hvide og røde lygter må gerne blinke – med mindst 120 blink i minuttet. Gule forlygter skal lyse konstant.
Fakta: Undersøgelsen kort
Undersøgelsen er gennemført af Wilke og Rådet for Sikker Trafik blandt 3.015 nationalt repræsentative respondenter i februar 2025.
Det gør cyklister utrygge ved andre cyklister:
- Kører uden lys, selvom det er mørkt eller usigtbart: 44 procent
- Bruger håndholdt mobil: 43 procent
- Ikke ser sig for: 42 procent
Det gør bilister utrygge ved cyklister:
- Kører uden lys, selvom det er mørkt eller usigtbart: 66 procent
- Bruger håndholdt mobil, mens de cykler: 48 procent
- Kører i den forkerte side (dvs. mod færdselsretningen): 42 procent
Læs også: