Nyheder

Ny måling viser fremgang: Danskerne har rekordhøj tillid til digitale løsninger – 84 procent har stor tillid til MitID og Digital Post

En ny landsdækkende undersøgelse viser, at tilliden til de offentlige digitale løsninger fortsat er stigende – og udviklingen mærkes også lokalt. Hele 84 procent af danskere mellem 15 og 89 år udtrykker nu tillid til løsninger som MitID, Digital Post og borger.dk. Det er det højeste niveau siden målingerne begyndte i 2021.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 26. november 2025

Tilliden stiger – og borgerne bruger løsningerne flittigt

Den nye analyse, udarbejdet af Digitaliseringsstyrelsen i samarbejde med Danmarks Statistik og Ældre Sagen, viser, at de digitale tjenester for alvor er blevet en integreret del af hverdagen. 87 procent af brugerne fortæller, at de har positive oplevelser med løsningerne, og 80 procent foretrækker at benytte de digitale kanaler, når de skal i kontakt med det offentlige.

Digitaliseringsminister Caroline Stage glæder sig over udviklingen og understreger, at arbejdet med at bevare borgernes tillid fortsætter:
Jeg er meget glad for, at tilliden til de offentlige digitale løsninger fortsætter med at stige. Det er et virkelig stærkt resultat, og det er en tillid, vi ikke må tage for givet. Udviklingen viser, at vi i Danmark har digitaliseret på en ansvarlig måde og løbende haft borgernes behov for øje. Tilliden er også fundamentet for, at vi i de kommende år kan tage ny teknologi som fx kunstig intelligens i brug på en ansvarlig måde og udvikle en mere effektiv offentlig sektor. Derfor skal vi hele tiden have fokus på at styrke og fastholde borgernes tillid, når vi udvikler nye digitale løsninger.”

Kun 4 procent af borgerne giver i år udtryk for, at de ikke har tillid til de digitale løsninger.

Ældre borgere er mere trygge end nogensinde

Undersøgelsen viser en markant stigning i trygheden blandt ældre brugere. I 2017 følte kun 43 procent af de 75-89-årige sig trygge ved at bruge Digital Post. I 2025 gælder det nu 75 procent – en udvikling, som også kan mærkes lokalt, hvor mange ældre borgere i stigende grad håndterer deres digitale post og offentlige henvendelser selv.

Samtidig udtrykker 72 procent af de ældre, at de har tillid til de offentlige digitale løsninger. Det er syv procentpoint mere end i 2021 og det højeste niveau nogensinde.

Caroline Stage fremhæver især de ældres udvikling som et vigtigt fremskridt:
”Offentlige digitale løsninger skal være lette og sikre at bruge – for alle borgere. Jeg er derfor utrolig glad for, at borgere generelt har gode oplevelser med løsningerne, og at fortsat flere ældre føler sig trygge, når de bruger Digital Post. Det er et meget positivt resultat og viser tydeligt, at vi er på rette vej. Men vi er ikke i mål. Derfor er det vigtigt, at vi fortsætter arbejdet med at gøre de digitale løsninger så brugervenlige som muligt. Jeg vil fortsat sigte efter, at flest mulige borgere i Danmark føler sig trygge ved de offentlige digitale løsninger.”

Fakta om undersøgelsen

  • Analysen bygger på data fra den årlige undersøgelse It-anvendelse i befolkningen.
  • Undersøgelsen gennemføres af Danmarks Statistik i samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen og Ældre Sagen.
  • Fokus er borgernes it-vaner, oplevelser, tryghed og tillid til den digitale offentlige sektor.
  • I 2025 deltog 4.015 repræsentativt udvalgte respondenter i alderen 15-89 år.

Analysen Tilliden til den digitale offentlige sektor 2025 kan læses i sin fulde længde via Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.