Nyheder

Byrådet siger ja: Flodlejet rykker tættere på virkeligheden i Randers

Godkendt dispositionsforslag bekræfter både flodbad og ny kanal ved Tronholmparken

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 25. november 2025

De første undersøgelser giver grønt lys

Drømmen om at skabe et helt nyt flodliv i hjertet af Randers har taget et vigtigt skridt fremad. På byrådsmødet den 24. november 2025 godkendte Randers Byråd et dispositionsforslag, der bekræfter, at projektet Flodlejet er realistisk – herunder planerne om Danmarks eneste naturflodbad midt i byen.

Ifølge dispositionsforslaget, som bygger på undersøgelser gennemført fra april til august 2025, vurderes det muligt både at etablere et 100 meter langt flodbad, et nyt flodhus, en flodholm, saunaer og Randers’ længste bænk på Flodbroen.

Hele Tronholmparken bliver nu en del af projektet – Udvidelse giver bedre sammenhæng og flere muligheder

I den oprindelige plan var kun en mindre del af Tronholmparken tænkt ind i Flodlejet. Men efter LYTT Architectures forslag om en ny kanal er området nu udvidet, så hele Tronholmparken bliver en integreret del af projektet.

Udvidelsen betyder bl.a.:

  • at området kan kobles bedre sammen med City Beach,
  • at klimatilpasningen i området (Klimabåndet) kan integreres,
  • og at en del af den opgravede jord kan genbruges til et kommende dige.

Tronholmen udformes som et nyt rekreativt flodlandskab med engnatur, træbrygger, vådområder og terrasserede opholdsrum ned mod vandet. Illustrationerne i projektmaterialet viser, hvordan området åbner sig mod Gudenåen med udsigt til både flodbad og Bolværksgrunden.

Projektet opdeles i etaper

Flodlejet realiseres i flere etaper, fordi Flodbyen Randers P/S fortsat er ved at udvikle planerne for Bolværksgrunden. Først når disse planer er på plads, kan den del af Flodlejet udformes endeligt.

Første etape: Tronholmen og flodbadet

Til gengæld betyder byrådets godkendelse, at den detaljerede planlægning for Tronholmen kan begynde med det samme – herunder løsninger omkring vandhåndtering, den nye kanal, øen, flodbadet og nye

På Tronholmen etableres også nye omklædningsfaciliteter, toiletbygning samt adgang til flodbadet. Derudover skal der udarbejdes en lokalplan og indhentes en lang række myndighedstilladelser, før anlægsarbejdet kan begynde.

Ifølge dispositionsforslaget er det håbet, at anlægsarbejdet kan gå i gang i 2027 og at de første dele af Flodlejet står klar i slutningen af 2028.

Flodbroen gentænkes som mødested – Randers’ længste bænk og et nyt liv på broen

Et af de mest markante greb er omdannelsen af den eksisterende cykel- og gangbro. Fremover flyttes cyklisterne til broens midte, og langs siderne etableres en sammenhængende siddekant – omtalt som Randers’ længste bænk.

iltaget skal gøre det muligt at opholde sig ved vandet på begge sider uden at krydse cykeltrafikken og skabe en stærkere fysisk og visuel forbindelse mellem Flodhuset og Tronholmen.

Badeoplevelser i strømmende vand – Unikt naturflodbad i Gudenåens løb

Flodbadet er et af projektets mest unikke elementer. Her bliver det muligt at bade i strømmende vand – noget, der ikke findes andre steder i Danmark. Ifølge dispositionsforslaget etableres et 100 meter langt bassin med net under vandet og faste bundforhold, så både sikkerhed og naturoplevelse tilgodeses.

Bifloden, der skabes ved at udgrave en ny kanal, får naturlige brinker med vandplanter og varieret beplantning. Engområder og træbrygger skal give nærvær til floden året rundt.

Et sted til bynært fællesskab: Flodhuset, saunaen, kajakker og udsigt over vandet

På Bolværksgrunden placeres det nye Flodhus – et maritimt fællesskabshus med multirum, naturformidling og en havnekiosk. Huset skal være det sociale omdrejningspunkt for aktiviteter i og ved vandet og skabe et aktivt byrum tæt på havnepromenaden.

På Flodholmen etableres desuden en flydende sauna, der følger vandstanden. Saunaens placering midt i flodlandskabet skal gøre den til et markant pejlemærke og give gæsterne udsigt over fjord og havn.

Økonomi og realiserbarhed – Budget på 42 mio. kr. – plus reserver

Anlægsbudgettet fastholdes på 42 mio. kr. (ekskl. moms). Hertil anbefales 30 procent til usikkerhed og uforudsete udgifter.

De største økonomiske risici knytter sig til håndtering af forurenet jord, ledningsomlægninger samt etablering af broer og konstruktioner i vand. Undersøgelserne viser dog, at projektet overordnet er realiserbart inden for de økonomiske rammer.

Afstemningen i byrådet – Flertal stemte for

Dispositionsforslaget blev godkendt med 23 stemmer for.
Imod stemte: Østbroen, Velfærdslisten, Enhedslisten og Beboerlisten.