Læserbrev: Når livserfaring bliver til fællesskab – mit møde med Jacob Gregersen og kampen for børn i mistrivsel

I forbindelse med min kampagne til kommunalvalget i 2025 har jeg haft mulighed for at møde mange mennesker, der hver især bærer på historier, erfaringer og perspektiver, som siger noget vigtigt om vores fællesskab i Randers. Ét møde har gjort et særligt indtryk – mødet med Jacob Gregersen og hans bog, skrevet med en sjælden ærlighed og varme.

Jacobs bog er ikke en fortælling om det perfekte liv. Det er en fortælling om virkeligheden, som den ser ud for mange mennesker: fuld af uforudsete bump, svære valg og tidspunkter, hvor man må finde styrken netop dér, hvor man føler sig allermest sårbar. Hans beskrivelser af de små og store øjeblikke minder os om noget fundamentalt: at vi alle kan stå i noget svært, og at ingen bør stå alene.

Det, der rørte mig mest, var Jacobs måde at fortælle på. Han skriver ikke for at fremhæve sig selv, men for at række en hånd ud til andre, der står midt i livets uforudsigelighed. Noget af det smukkeste ved bogen er dens ærlighed – den viser, at styrke ofte udspringer af de steder, hvor vi føler os svagest.

Et møde, der rammer ind i en aktuel udfordring

Når jeg møder mennesker som Jacob, bliver jeg mindet om, hvorfor jeg stiller op til KV2025. Politik handler ikke kun om budgetter og mursten – men om mennesker. Om børn, der mistrives. Om forældre, der kæmper. Om de historier, som sjældent bliver fortalt højt, men som burde være centrum for vores beslutninger.

I Randers – som mange andre steder – ser vi flere børn, der ikke kommer i skole. Ikke fordi de ikke vil, men fordi de ikke kan. De har brug for støtte, struktur og fællesskab. Ikke først når de bryder sammen, men inden.

Derfor arbejder jeg for, at kommunen skaber mulighed for aktiviteter og fælles rum for børn, der lige nu står udenfor fællesskabet. Et tilbud, hvor de kan være sammen med andre, skabe relationer, blive set – og langsomt finde vejen tilbage til skolen og hverdagen.

Trivsel først. System senere.

En sætning fra Jacob hænger ved:

“Trivsel først”. System senere.”

Så enkelt – og så rigtigt.

Alt for ofte møder børn først hjælpen, når problemerne er blevet alt for store. Og alt for ofte står forældrene alene med ansvaret, selv om de kæmper med alt, hvad de har.

Vi kan gøre det bedre.

Vi skal have et system, der reagerer tidligt, menneskeligt og fleksibelt.
Et system, hvor børn bliver mødt med nysgerrighed og omtanke – ikke mistanke.
Og et system, hvor familier får hjælp, før alt ramler.

Et fællesskab, der løfter

Jacobs bog giver håb. Den minder os om, at selv midt i det sværeste kan der vokse styrke frem. Men den minder os også om vores ansvar som samfund: Vi skal skabe rammer, hvor ingen børn falder ud, og hvor forældrene ikke overlades til sig selv.

Jeg er taknemmelig for mødet med Jacob – både som politiker og som menneske. Hans historie er en påmindelse om, at vi kan – og skal – skabe en kommune, hvor fællesskab, omsorg og handling går hånd i hånd.

Tak for samtalen, Jacob – og tak for at dele noget, der kan inspirere os alle.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!

Relaterede Personer

Stoil Zaylov