Biler og motor

Elbiler rykker ind i de kommunale bilflåder – men ikke overalt

Ny analyse viser store forskelle på tempoet i den grønne omstilling fra kommune til kommune

Søren Greve
Af Søren Greve 15. november 2025

Kommunerne kører grønnere end før – men udviklingen sker i meget forskelligt tempo. En ny analyse fra Mobility Denmark viser, at 28,2 procent af bilerne i de kommunale bilflåder nu er grønne biler, drevet af el eller gas. Det er en stigning på 11,4 procentpoint siden 2023, hvor andelen lå på 16,8 procent.

Analysen, som er udarbejdet i samarbejde med bilstatistik.dk, giver et aktuelt overblik over, hvordan den grønne omstilling af kommunernes egne person- og varebiler skrider frem.

”Der er sket en tydelig fremgang i andelen af grønne biler, især elbiler, på landsplan. Den gennemsnitlige CO₂-udledning fra kommunernes bilflåder er faldet markant siden sidste opgørelse. Det bidrager både til mindre luftforurening og bringer Danmark tættere på de nationale klimamål,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

Store forskelle mellem kommunerne

Selv om den samlede udvikling er positiv, er der stor variation på tværs af landet.
I nogle kommuner består over 70 procent af bilflåden nu af elbiler, mens andelen i de ti kommuner med lavest grøn andel stadig ligger under fem procent.

Ifølge Mobility Denmark skyldes forskellene især lokal prioritering og indkøbspolitik.

”Den politiske indsats for grønnere bilflåder varierer fortsat meget fra kommune til kommune. Vores analyse giver et godt grundlag for at overveje, om de lokale indkøbspolitikker bør være mere ambitiøse,” siger Mads Rørvig.

Mulighed for debat ved kommunalvalget

Mobility Denmark opfordrer til, at den grønne omstilling af de kommunale bilflåder bliver et tema i den politiske debat op til det kommende kommunalvalg.

”Kommunerne spiller en nøglerolle i den grønne omstilling. Det kommende valg giver en oplagt mulighed for, at borgere og politikere taler om, hvordan prioriteringerne for de næste år skal se ud,” siger Mads Rørvig.

Biler og motor

Se flere artikler