Hus og have

Farvel til rotterne: Forsikringsselskaber hjælper med at holder skadedyrene på afstand

800 danske husejere får installeret rottespærre som en del af nyt landsdækkende initiativ

Søren Greve
Af Søren Greve 13. november 2025

Rotter er et voksende problem i de danske hjem, men nu får 800 husejere en hjælpende hånd til at holde de ubudne gæster væk. Forsikringsselskaberne Alm. Brand og Codan har netop lanceret et nyt tilbud, hvor udvalgte kunder får installeret en rottespærre uden beregning.

Rotterne søger typisk ind i husene gennem kloaksystemet, og når først de har fundet vej, kan de forårsage store og dyre skader. I 2024 blev der registreret 37.000 tilfælde af rotter i danske boliger.

”Rotter kan gøre stor skade, og mange opdager det først, når det er for sent. Vi vil gerne hjælpe vores kunder med at forebygge og gøre det let at beskytte deres hjem. En rottespærre er en enkel løsning, der kan gøre en stor forskel,” siger Kim Bai Wadstrøm, koncerndirektør for Privat i Alm. Brand og Codan.

Fokus på forebyggelse

I første omgang tilbydes løsningen til nye Codan-kunder og Alm. Brand-kunder, der tidligere har haft en skade på stikledningen – det rør, der fører fra kloaksystemet ind i huset.

Samtidig får kunderne rådgivning om generel sikring mod skadedyr, så de bedre kan forebygge problemer fremover.

”Forebyggelse handler om tryghed. Når vi hjælper kunderne med at undgå skader, slipper de både for bekymringer og dyre reparationer. Rotter kan forårsage skader for mange tusinde kroner og udgør samtidig en sundhedsrisiko,” siger Kim Bai Wadstrøm.

Støttet af Alm. Brand Foreningen 1792

Projektet, som er finansielt støttet af Alm. Brand Foreningen 1792, skal give erfaringer med, hvordan rottespærrer bedst kan bruges til at forebygge skader.
Ordningen rulles ud fra november og henover vinteren, hvorefter selskaberne vil vurdere, om tilbuddet skal udvides til endnu flere kunder i løbet af næste år.

Fakta

  • 800 kunder får installeret rottespærrer gennem projektet.
  • Rottespærren forhindrer rotter i at trænge op gennem kloakken og ind i huset.
  • Projektet støttes af Alm. Brand Foreningen 1792.