Debat
Debatindlæg: Randers har kræfterne men mangler kursen
Af Per Bilici Sørensen – Byrådskandidat Østbroen – liste Q
Randers Kommune er fyldt med dygtige direktører, ledere og medarbejdere.
Folk, der hver dag får ældreplejen til at fungere, sørger for undervisning til vores børn, holder styr på økonomien og løser store tekniske og miljømæssige opgaver, som mange slet ikke ser.
De fortjener mere end usikre signaler og tilfældige prioriteringer. De fortjener opbakning og en klar retning.
I dag minder forvaltningernes vilkår om den dygtigste kaptajn på et stort skib: alt udstyr er i orden, besætningen er på plads, men skibet kan ikke få forbindelse til rederen. Ingen fortæller, hvor det skal sejle hen.
Sådan føles det for mange. De kan og vil, men de mangler kursen.
De sidste mange år har vist, hvad der sker, når politisk ledelse bliver utydelig.
Den økonomiske usikkerhed præger hverdagen, og gælden er stor.
Men endnu værre er den usikkerhed, der opstår i beslutninger. Når kursen ændres fra møde til møde, mister både medarbejdere og borgere tilliden.
Det er tid til at skabe stabilitet og tydelighed.
Vi skal være tydelige og styrke de områder, der bærer velfærden: skoler, ældrepleje, socialområdet, psykiatrien og de tekniske forvaltninger, der sikrer, at byen fungerer. Det kræver politisk mod at stå bag de mennesker, der hver dag får Randers til at hænge sammen, i stedet for at stå i vejen for dem.
Samtidig skal vi se fremad.
Randers har et stærkt erhvervsliv og mange dygtige lokale virksomheder. De skal mærke, at kommunen bakker dem op. Sammen kan vi tiltrække nye virksomheder og skabe arbejdspladser. Ikke gennem store ord, men gennem samarbejde, forenkling og konkret handling.
Midtbyen, kulturen og sporten skal være en del af løsningen.
Det er her, fællesskabet mærkes, og hvor Randers kan vise, hvem vi er. Når vi investerer i liv, møder og oplevelser, investerer vi i en by med sammenhængskraft og stolthed.
Randers har kræfterne. Vi skal bare beslutte, hvor vi sejler hen og stå sammen om at nå frem.
Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!
Læs også: