Kultur

Traditionelt julemarked på Fussingø Slot

Julestemning, håndværk og hygge, når slottet åbner dørene sidste weekend i november

Søren Greve
Af Søren Greve 11. november 2025

Fussingø Slot danner igen i år rammen om et af egnens mest stemningsfulde julemarkeder. Fussingø-gruppens julemarked afholdes lørdag den 29. og søndag den 30. november – begge dage fra kl. 10 til 16 – og de frivillige har som altid lagt stor energi i at skabe ægte julestemning i og omkring det historiske slot.

Jul på slottet med kvalitet og tradition

De gamle stuer bliver pyntet op med graner, kristtjørn, nisser og engle, mens julelysene kaster et varmt skær over de mange boder. I alt 22 udstillere stiller op med et bredt udvalg af håndlavede varer som juledekorationer, keramik, trædrejning, pileflet, bagværk og chokolade.

”Udstillerne er nøje udvalgt, så der er garanti for kvalitet, diversitet og smukke ting,” fortæller Mie Svendsen, koordinator for arrangementet.
”Som altid har vi både kendte, lokale folk og nye udstillere, der arbejder med håndarbejde, strik, hækling, filtning og meget mere. Her kan man finde alt fra kalendergaver og julepynt til noget for den søde tand.”

Dufte, gaver og julehygge for hele familien

På slotspladsen breder duften af brændte mandler sig fra mandelvognen, og her kan man også købe pyntegrønt og juletræer. Alle varer sælges til rimelige priser, og en del af overskuddet går til Fussingø-gruppens arbejde med at vedligeholde slottet.

Børnene er også tænkt ind i oplevelsen. Der er både en konkurrence med gevinst og et hyggeligt klipperum, hvor børnene kan pynte et lille juletræ og tage deres egne juleklip med hjem.

Æbleskiver og gløgg i slotskøkkenet

I slottets køkken og café dufter der af nybagte æbleskiver, julegløgg og varme drikke, og caféområdet bliver udvidet for at give plads til de mange gæster, der gerne vil nyde en pause i juletravlheden.

Praktisk information

Entréen er gratis for børn og koster 30 kroner for voksne. Der er gratis parkering på slottets parkeringsplads.

”Vi glæder os til at byde både nye og gamle gæster velkommen til en weekend fuld af tradition, hygge og julestemning,” siger Mie Svendsen.