Debatindlæg: Retssikkerhed er ikke et luksusgode

I Nordjylland er der en 15-årig pige, der lever med svær epilepsi. Hendes sygdom tager ikke kun hårdt på hende, men hele familien. Derfor har pigen i en lang årrække haft en ordning, hvor hun en gang om ugen kommer i aflastning hos et andet familiemedlem. Ordningen har givet et pusterum for hele familien, men den ordning er nu blevet taget fra dem. Desværre oplever hendes mor, at kommunen ikke lytter til familie, selvom de beder om hjælp. Der bliver ikke undersøgt, hvad de reelt har brug for, og den støtte de har, bliver taget fra dem, uden at anden hjælp står klar. Selvom behovet for støtte er tydeligt – både for hendes 15-årige datter og hele familien, så står de alligevel alene tilbage.

Desværre er deres situation langt fra enestående. I Epilepsiforeningens rådgivning møder vi alt for mange familier, der oplever, at deres retssikkerhed svigter. Kommunerne har pligt til at oplyse sagerne ordentligt og træffe afgørelser på et korrekt grundlag. Men i praksis ser vi igen og igen, at familier må kæmpe i måneder og år, fordi afgørelserne er mangelfulde, forkerte eller direkte ulovlige.

Det er ikke kun familier med epilepsi inde på livet, der får krænket deres retssikkerhed. Tallene bekræfter billedet. En ny undersøgelse blandt Dansk Socialrådgiverforenings medlemmer viser, at hver fjerde socialrådgiver det seneste år har oplevet lovbrud i sagsbehandlingen.

Ankestyrelsens såkaldte ‘tørresnor’ viser, hvor mange kommunale afgørelser der bliver omgjort, når de prøves i klagesystemet. I 2023 var det 38,6 procent, i 2024 steg tallet til næsten 45 procent. Altså bliver næsten hver anden sag, en borger klager over, fundet ulovlig eller forkert.

Bag tallene gemmer sig børn, familier og mennesker med handicap, som alt for ofte må kæmpe for rettigheder, de burde have haft fra starten.

Alligevel får det sjældent konsekvenser, når en kommune igen og igen får omgjort sine afgørelser. Kommunalbestyrelserne skal ganske vist drøfte tallene, men de skal ikke længere lave handlingsplaner – selv ikke når fejlprocenterne er massive. Det efterlader borgerne alene i kampen for deres rettigheder, og jeg bliver nødt til at spørge – kan vi virkelig være dem det bekendt?

Det er uholdbart. Retssikkerhed er ikke et luksusgode, men selve fundamentet for tillid i et velfærdssamfund. Når mennesker søger hjælp, skal de mødes med faglighed og respekt – ikke fejl og mistillid.

Derfor mener jeg også, at når vi til november skal stemme til kommunalvalget, bør stille os selv dette spørgsmål, som det mest afgørende: Hvordan behandler vi de mest sårbare borgere i vores samfund?

Vi bør kræve politikere, der tager ansvar. Det betyder: færre sager pr. sagsbehandler, uvildige bisiddere, så ingen står alene, åbenhed i afgørelserne, reel viden om epilepsi og handicap – og konkrete handlingsplaner i de kommuner, hvor fejlene hober sig op.

Den nordjyske mor og hendes datter fortjener bedre. Det gør alle, der søger hjælp i en svær situation.