Nyheder
Flertal af danskere ønsker lovbestemt mindsteløn
Ny undersøgelse viser klar uenighed mellem befolkningen og regeringen forud for EU-domstolens afgørelse
EU-dom afgør dansk sag
Tirsdag den 11. november falder EU-Domstolens afgørelse i den danske sag om EU’s mindstelønsdirektiv – et direktiv, som regeringen har forsøgt at få annulleret. Men mens regeringen kæmper for at undgå en lovbestemt mindsteløn, viser en ny Verian-undersøgelse for Krifa, at et klart flertal af danskerne går i den modsatte retning.
Ifølge undersøgelsen ønsker 7 ud af 10 danskere, at der indføres lovbestemt mindsteløn i Danmark, og 6 ud af 10 mener, at regeringen bør arbejde aktivt for en europæisk mindsteløn – frem for at bekæmpe EU’s direktiv.
Læs også:
Befolkningen går imod regeringen
Formand for Krifa, Jane Heitmann, peger på, at befolkningens holdning står i skarp kontrast til både regeringens og Fagbevægelsens Hovedorganisations (FH) bekymring for den danske model:
”Danskerne deler tydeligvis ikke regeringens og FH’s bekymring for, at EU-direktivet vil underminere den danske model, hvor der er fri aftaleret mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Tværtimod ser flertallet gerne, at regeringen arbejder for at få lovbestemt mindsteløn udbredt,” siger Jane Heitmann.
Hun mener, at danskerne ser lovbestemt mindsteløn som et effektivt politisk redskab mod social dumping – både herhjemme og i EU.
Social dumping ses som udbredt problem
Undersøgelsen viser, at to ud af tre danskere oplever social dumping som et problem i Danmark, mens tre ud af fire vurderer, at det er et alvorligt problem i EU.
Det billede stemmer overens med en VIVE-undersøgelse fra maj, der dokumenterede, at der er risiko for social dumping i næsten hver fjerde danske virksomhed med udenlandsk arbejdskraft.
”Social dumping er udbredt – også i Danmark. Men i stedet for at gøre noget ved det, blokerer Danmark for indførelse af mindsteløn som en lovbestemt social rettighed, der netop skal beskytte de svageste og mest udsatte lønmodtagere,” siger Jane Heitmann.
EU og fagbevægelsen på kollisionskurs
Tilbage i januar støttede EU-Domstolens generaladvokat overraskende Danmarks ønske om at få direktivet annulleret – til stor glæde for FH.
Men i Bruxelles var meldingen en anden. Den europæiske fagbevægelse, European Trade Union Confederation (ETUC), kaldte en mulig annullering et tilbageslag for lønmodtagernes rettigheder.
”Helt på linje med flertallet af danskerne opfordrer den europæiske fagbevægelse Danmark til at arbejde aktivt for at fremme en sådan ordning, som vil bidrage til mere lighed og forhindre udnyttelse af arbejdskraft,” siger Jane Heitmann.
Behov for politisk handling
I maj sidste år indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om at begrænse social dumping. Men ifølge Krifa er det ikke nok.
”Som aftalen formulerer det, kan den kun begrænse problemet. Selve kernen – nemlig at det er lovligt at underbetale lønmodtagere på det danske arbejdsmarked – ændrer den intet ved. Det problem bør løses ved, at mindstelønnen sikres som en social rettighed gennem lovgivningen,” siger Jane Heitmann.
Læs også: