Debat

Læserbrev: Lokalplan Tjærby – nej tak

Lars Søgaard, byrådsmedlem og -kandidat for Venstre i Randers

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 8. november 2025

Randers Kommune arbejder i øjeblikket på en såkaldt “Bevarende lokalplan” for Tjærby, kaldet lokalplan 761.

Formålet skulle være at “bevare” byens særlige karakter. Men jeg må stille det helt grundlæggende spørgsmål: Hvem er det egentlig, vi laver planen for? Det lader i hvert fald ikke til at være for indbyggerne i byen.

I byen er der ca 26 husstande og 23 af dem har tydeligt givet udtryk for, at de ikke ønsker planen. Det er henved 90 %. Borgerne siger altså klart og tydeligt nej til at få båndlagt deres ejendomme og begrænset deres frie ejendomsret.

Jeg forstår dem godt.

Det er en helt grundlæggende del af vores samfund, at man som ejer skal have størst mulig frihed til at råde over sin egen ejendom, naturligvis inden for rimelige rammer. Når kommunen så fremlægger nye planer for eksisterende bygninger, der i praksis binder borgerne på hænder og fødder i forhold til materialer, farver og ændringer på deres egne huse, så er det efter min mening et skridt for langt.

Jeg har tidligere ytret mig kritisk om tiltag, der begrænser ejendomsrettens ukrænkelighed. Det er og bliver en kerneværdi for mig, og for Venstre i Randers Kommune.

Da byrådet besluttede at sætte gang i lokalplan 761, blev der lagt vægt på at man skulle lytte til borger. Borgerne har været særdeles tydelige, og ingen kan være i tvivl om deres holdning.

Derfor bør svaret fra Randers Kommune og byrådet også være lige så klart: Drop lokalplanen.

Det er sund fornuft, det er respekt for borgerne, og det er respekt for ejendomsretten.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!