Nyheder
Nyt dansk studie peger på sammenhæng mellem følelsesmæssige krav, vold og graviditetsudfald
Gravides psykiske arbejdsmiljø kan øge risikoen for spontan abort
Gravide kvinder, der arbejder i job med høje følelsesmæssige krav eller risiko for fysisk vold, kan have en forhøjet risiko for spontan abort. Det viser et nyt omfattende studie fra Bispebjerg Hospital og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), der har undersøgt data fra en million danske kvinder, som var gravide i perioden 1977 til 2018.
Mindre, men alvorlig forhøjet risiko
Ifølge forskerne viser resultaterne, at kvinder i belastende jobtyper har 1,2 gange større risiko for at opleve en spontan abort end kvinder i mindre krævende jobs.
”Sammenhængen er ikke stærk, men spontan abort er et meget alvorligt udfald. Derfor er der grund til at være opmærksom på disse resultater,” siger Karin Sørig Hougaard, seniorforsker på NFA og medforfatter til studiet.
Hun understreger, at risikoen for den enkelte kvinde fortsat er lav, men at problemets omfang gør det relevant i et bredere samfundsperspektiv:
”For den enkelte medarbejder er der ikke tale om en stor forhøjet risiko for spontan abort. Det er vigtigt at slå fast. Men der arbejder rigtig mange kvinder i fag med høje følelsesmæssige krav eller risiko for fysisk vold, og derfor er det samfundsmæssigt vigtigt at være opmærksom på gravides psykosociale arbejdsmiljø.”
Læs også:
Ingen øget risiko for for tidlig fødsel
Studiet fandt ikke øget risiko for lav fødselsvægt eller for tidlig fødsel hos kvinder i de udsatte jobgrupper. Forskerne peger dog på, at der er behov for mere viden om, hvordan psykiske og sociale faktorer på arbejdspladsen påvirker graviditeten.
”Der er meget viden om, hvordan fysiske forhold på arbejdspladsen kan påvirke graviditeten. Vores studie viser, at det er vigtigt også at kigge på de gravides psykosociale arbejdsmiljø,” siger Camilla Sandal Sejbæk, seniorforsker på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital og førsteforfatter på studiet.
En million gravide fulgt over fire årtier
Forskerne har analyseret registerdata fra en million gravide kvinder i perioden 1977-2018 som en del af DOC*X Generation-kohorten, en af verdens største databaser for erhvervsaktive gravide.
I studiet blev der set på fire faktorer i det psykosociale arbejdsmiljø: kvantitative krav, indflydelse, følelsesmæssige krav og fysisk vold. Analysen tog højde for kendte risikofaktorer som alder, uddannelse, BMI, rygning og indkomst.
Undersøgelsen er finansieret af Arbejdsmiljøforskningsfonden.
Hvad betyder følelsesmæssige krav og fysisk vold?
Følelsesmæssige krav opstår, når ansatte skal vise empati og håndtere andre menneskers følelser som en del af arbejdet – typisk i fag som sygeplejerske, lærer, pædagog og socialrådgiver.
Fysisk vold dækker over angreb mod kroppen som slag, spark, krads eller overfald. Den slags hændelser forekommer oftest i job med tæt borgerkontakt, fx i sundhedssektoren og socialt arbejde.
Første skridt mod bedre arbejdsmiljø for gravide
Studiet betegnes som et vigtigt skridt mod større forståelse af, hvordan psykiske arbejdsvilkår påvirker gravide. Forskerne håber, at resultaterne kan bruges til at skabe tryggere og mere sunde arbejdspladser for gravide kvinder i Danmark.
Læs også: